Stadig ingen statsminister i Sverige: Riksdagen stemmer nej til Löfven

Det er mere end tre måneder siden, der var valg i Sverige.

Den fungerende svenske statsminister, Stefan Löfven, er stemt ned. (Foto: François Lenoir © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Det var på forhånd ventet, at den socialdemokratiske leder Stefan Löfvens drøm om endnu en embedsperiode som statsminister ville blive knust, da Riksdagen stemte om spørgsmålet i dag.

Og det blev den. 200 medlemmer af Riksdagen stemte imod Löfven.

Dermed vil formanden for Riksdagen, Andreas Norlén, fortsætte sine bestræbelser på at finde en kandidat, som et flertal af de folkevalgte kan bakke op om som statsminister.

- Der er fortsat alt for store forskelle til, at vi i Centerpartiet kan støtte en regering med Stefan Löfven, sagde Centerpartiets leder, Annie Lööf, fra Riksdagens talerstol forud for afstemningen.

Tre måneder uden resultat

Fredag morgen sagde hun, at hendes parti fortsat er klar til at indgå kompromisser for at få en ny regering på plads.

- Vi er klar til at tage fortsat ansvar, men jeg lægger især ansvaret på de to store partier, som må bevæge sig fremad, siger Lööf ifølge nyhedsbureauet TT.

Centerpartiets Annie Lööf vil ikke støtte Löfven som statsminister. (Foto: 10090 Claudio Bresciani/TT © Scanpix)

Ud over Centerpartiet havde Moderaterna, Kristdemokraterna, Liberalerna og Sverigedemokraterna på forhånd sagt, at de ville stemme nej til den foreslåede regering med Löfven i spidsen.

Sammen har de fem partier over 200 mandater. Mindst 175 parlamentarikere skulle stemme imod, for at forhindre at Löfven bliver valgt.

Det er anden gang, at Riksdagen stemmer om en foreslået regering siden valget i september.

Ønsker ikke nyt valg

Löfven blev afsat af Riksdagen i slutningen af september og leder nu en overgangsregering.

Det er første gang, at riksdagsformand Norlén kalder til afstemning om den socialdemokratiske partiformand som leder af en ny regering.

Det er ham her, riksdagsformand Andreas Norlén, der skal få partierne til at blive enige om en statsminister. (Foto: 10090 Claudio Bresciani/TT © Scanpix)

Han er den anden kandidat, som Riksdagen stemmer om, efter at Moderaternas leder, Ulf Kristersson, for en måned siden ligeledes fik et nej.

Norlén sagde forleden, at han i tilfælde af et nej til Löfven vil indkalde partilederne til nye samtaler.

Først når Riksdagens formand fire gange har fået nej fra Riksdagen til de kandidater, han foreslår som regeringsledere, kan han udskrive nyvalg.

Andreas Norlén har sagt, at han ikke ønsker at havne i den situation. Men han konstaterede i weekenden, at der fortsat er dødvande mellem partierne.

/ritzau/

Facebook
Twitter