Statsanklagers kontor i Venezuela omringet af militær

Statsanklager vil stoppe Venezuelas omstridte forfatningsråd. Lørdag er hendes kontor omringet af soldater.

Medlemmer af det nye råd har inden valget sagt, at de vil fyre statsanklager Luisa Ortega. (Foto: RONALDO SCHEMIDT © Scanpix)

Sikkerhedsstyrker i Venezuela har omringet statsanklagerens kontor i hovedstaden Caracas.

Skridtet kommer efter, at statsanklager Luisa Ortega havde bedt en domstol stoppe indsættelsen af det nye, omstridte forfatningsråd.

Rådet blev etableret efter et valg i sidste uge, som oppositionen boykottede og kritiserede kraftigt. Kandidaterne var udelukkende støtter af præsident Nicolas Maduro.

Medlemmer af det nye råd har inden valget sagt, at de vil fyre Ortega ved førstkommende lejlighed, skriver Reuters. Rådet trådte sammen for første gang fredag.

Der var ikke umiddelbart nogen forklaring fra Venezuelas regering på, hvorfor omkring 30 soldater har omringet statsanklagerens kontor lørdag morgen lokal tid.

Luisa Ortega har postet billeder af soldaternes "belejring", som hun kalder det, på sociale medier.

Statsanklageren har i de seneste måneder været en udtalt kritiker af præsident Maduro.

Hun har gentagne gange forsøgt at forhindre oprettelsen af forfatningsrådet, som hun betegner som forfatningsstridigt.

- Jeg vil ikke sige, at vi har mistet enhver form for demokrati. Der er fortsat enkelte spor af det. Men desværre er det sådan, at hvis vi fortsætter ad denne vej, vil vi miste alle former for demokrati, sagde Ortega under en pressekonference tidligere på ugen.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter