Statsmedie udgiver billeder af Kim Jong-un til hest inden 'storslået operation'

Den nordkoreanske leder har på hesteryg besøgt det mytiske bjerg Paektu.

Storslået ser det ud, når den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, kommer ridende på en kridhvid hest ved det snedækkede bjerg Paektu.

Og det er da også en tur, der får bevingede ord med fra det statslige nyhedsbureau KCNA, der har udgivet billederne.

- Hans march på hesteryg på Mount Paektu er en stor begivenhed af tungtvejende betydning i den koreanske revolution, skriver bureauet.

Paektu ligger på grænsen til Kina og har mytologisk betydning i Nordkorea.

Det hævdes blandt andet, at den tidligere leder, Kim Jong-il, blev født under en dobbelt regnbue på bjerget.

- Efter at have været vidne til de store øjeblikke i hans tænkning på toppen af Paektu var alle embedsmændene, der fulgte ham, fyldt med glædesfølelse og overbeviste om, at der vil komme en storslået operation, som vil ramme verden med forbløffelse og føre til fremskridt i den koreanske revolution, lyder det videre fra KCNA.

Det vides ikke, hvad den storslåede operation dækker over, men ifølge BBC's korrespondent i sydkoreanske Seoul kan det være et varsel til omverdenen:

- Der er spekualtioner om, at Kim kan være ved at gentænke sit løfte om at afholde sig fra at teste langdistance-missiler og atomvåben. Dialogen med USA er i øjeblikket i dødvande, og Donald Trump er en smule distraheret af andre inden- og udenrigsanliggender, skriver hun i en analyse.

- Den nordkoreanske leder kan muligvis bruge den friske bjergluft til at overveje måder at genvinde Trump-administrationens opmærksomhed, fortsætter hun.

  • Det er godt et år siden, at Kim Jong-un mødtes med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, på samme bjerg. (Foto: Str © Scanpix)
    1 / 4
  • Ifølge statsmediet KCNA varsler turen til bjerget en 'storslået operation'. (Foto: Str © Scanpix)
    2 / 4
  • Ifølge Nordkorea-analytiker Rachel Minyoung Lee er billederne designet til en stor propaganda-indsats. (Foto: KCNA © Scanpix)
    3 / 4
  • Ifølge fortællingerne blev den tidligere leder af Nordkorea, Kim Jong-il, født under en dobbelt regnbue på bjerget. (Foto: KCNA © Scanpix)
    4 / 4