Stefan Löfven holder på ministre og informationer i it-skandale

Statsminister Stefan Löfven fyrer ingen ministre, selv om han gerne ville have kendt til den svenske it-skandale tidligere.

Det var en alvorlig svensk statsminister, der her til eftermiddag kom med regeringens umiddelbare redegørelse for den it-lækage, der startede i april 2015.

Lækagen fra landets transportstyrelse har skadet Sverige og svenske borgere, sagde statsminister Stefan Löfven og fortalte, at han blev gjort opmærksom på sagen i januar 2017 - et år senere end indenrigsminister Anders Ygeman blev vidende om sagen. Og senere end forsvarsminister Peter Hultqvist.

Også infrastrukturminister Anna Johansson har kendt til sagen, og der er i svensk presse op til dagens pressemøde blevet spekuleret i, om sagen ville få konsekvenser for en eller flere af de tre ministre.

Stefan Löfven ser dog ikke umiddelbart nogen grund til at sparke nogen taburetter væk, selv om han på pressemødet understregede, at han gerne ville være blevet gjort opmærksom på sagen tidligere.

- Vi kan ikke fortælle alt

Lækagen har blandt andet har gjort det muligt at opspore personer med hemmelige adresser og beskyttede identiteter, og den svenske statsminister erkender da også, at der er tale om en alvorlig sag.

Men han vil ikke bekræfte Dagens Nyheters oplysninger om, at de lækkede oplysninger blandt andet omfatter hemmelige identiteter på svenske sikkerhedsagenter, politibetjente og militære styrker.

- Vi vil ikke kunne fortælle alt, når det handler om beskyttelsesværdig information, sagde han på pressemødet.

SAGEN KORT:

  • I april 2015 overtager IBM it-driften af Transportstyrelsen i Sverige.

  • I maj 2015 beslutter generaldirektør Maria Ågren, at der kan afviges fra reglerne, der beskytter følsomme data.

  • I sommeren 2015 begynder Säpo at undersøge overdragelsen af it-driften. Efterretningstjenesten konkluderer, at der er bekymring for, at følsomme data er blevet håndteret forkert.

  • I januar 2016 iværksættes en efterforskning af Maria Ågren. Undersøgelsen skulle klarlægge, hvorvidt generaldirektøren havde truffet afgørelser, som havde afsløret fortrolige oplysninger.

  • I januar 2017 trækker Ågren sig fra posten som generaldirektør i Transportstyrelsen. Regeringen vil ikke oplyse hvorfor.

  • 6. juli skriver flere svenske medier, at Ågren har erkendt et brud på reglerne om håndteringen af data. Hun har i den forbindelse accepteret en bøde på 70.000 svenske kroner.

  • 19. juli afslører Dagens Nyheter, at pågældende data blandt andet gjorde det muligt at opspore personer med hemmelige adresser og beskyttede identiteter.

  • En enig borgerlig blok overvejer nu muligheden for at stille et mistillidsvotum mod den svenske regering.

  • Statsminister Stefan Löfven (S) holder pressemøde om sagen mandag. Kilder: Dagens Nyheter, Aftonbladet, VG, Ritzau

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk