Steffen Gram: Historisk topmøde – men hvad nu?

ANALYSE Da Trump sluttede dagen, havde han ladet sig stille tilfreds med hensigter uden garantier - og rystet endnu en allieret.

Præsident Donald Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, under en pause i forhandlingerne. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

Scenen var historisk.

Donald Trump og Kom Jong-un kom fra hver side. Kim greb Trumps fremstrakte hånd. Trump greb Kims hånd og højre arm.

Lige mange nordkoreanske og amerikanske flag prydede gangen bag de to. For første gang nogensinde stod en amerikansk præsident ansigt til ansigt med en nordkoreansk diktator.

I et af de mest hypede topmøder i historien blev alt fra deres kropssprog, sprog, ansigtsudtryk, vendinger og tøj til deres ord endevendt over hele verden.

Atomtrusler afløst af forventning

De to havde for mindre end et år siden truet hinanden med atomkrig, og USA’s præsident havde fra FN’s Generalforsamling truet Kim med ”fire and fury!”

Hvorfor er topmødet vigtigt?
  • Det er første gang nogensinde, at en amerikansk præsident mødes med en nordkoreansk leder.
  • USA føler sig for første gang direkte truet af Nordkoreas atomvåben.
  • Mødet kan være en unik mulighed for at lægge låg på truslen fra Nordkorea.

Kilde: "Hvorfor er topmødet mellem Nordkorea og USA vigtigt? Steffen Gram giver 6 svar."

Nu var dagen kommet, hvor frugterne skulle høstes af seks måneders intens fredskampagne på den koreanske halvø, drevet frem af Sydkoreas præsident Moon, af Kom Jong-uns trang til at slippe ud af sin isolation og Trumps behov for at få lagt låg på den nordkoreanske diktator.

Tårnhøje forventninger var blandet med dyb bekymring for, hvad topmødet ville ende med.

Da Trump sluttede dagen med en 65 minutter lang pressekonference, havde han ladet sig stille tilfreds med hensigter uden garantier og rystet endnu en allieret, Sydkorea.

Fire hovedpunkter

De fire timers forhandlinger – og embedsmændenes mange flere – førte til en hensigtserklæring på mindre end et A4-ark med fire hovedpunkter, hvor parterne ”forpligter” sig til:

  • at etablere nye relationer mellem USA og Nordkorea,
  • at samarbejde om at etablere et varigt og stabilt fredsregime på den koreanske halvø,
  • at bekræfte beslutningen fra Panmunjom d. 27. april om, at Nordkorea forpligter sig til at arbejde sig hen mod en komplet afvikling af atomvåben på den koreanske halvø,
  • at USA og Nordkorea forpligter sig til at finde legemsdele fra omkomne krigsfanger og uidentificerede faldne fra Koreakrigen og omgående at udlevere resterne af de, der allerede er identificeret.


Og så erklærede begge, at man vil gennemføre det aftalte fuldt og hurtigt, og at USA vil udstede sikkerhedsgarantier til Nordkorea.

Intet om kontrol og menneskerettigheder

På sin pressekonference gav Trump sig selv seks måneder til at se og vurdere, om beslutningerne fra samtalerne med Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, vil blive omsat til virkelighed.

- Jeg kan stå her og sige, at jeg tog fejl. Men det tror jeg nu ikke, at jeg vil gøre, sagde Donald Trump, mens Kim Jong-un sad i sin kinesiske Air China jumbojet på vej tilbage til Nordkorea.

Men der var intet i erklæringen om ”verification” – om kontrol med og bekræftelse af, at Nordkorea gennemfører og overholder det aftalte, først og fremmest når det handler om afvikling af det nordkoreanske atomvåben.

Der var intet om menneskerettigheder og det nordkoreanske regimes brutale undertrykkelse af sin egen befolkning.

Vil stoppe militærøvelser

Der var en erkendelse af, at Kina allerede var begyndt at lade flere og flere varer sive ind til Nordkorea trods sanktionerne.

Men Trump erklærede sin personlige tillid til Kim Jong-un – diktatoren, der kører et af verdens mest repressive regimer.

På et afgørende punkt var præsident Trump konkret: USA ville stoppe de regelmæssige militære manøvrer, der har været rygraden i det amerikansk-sydkoreanske beredskab i mange år.

Manøvrerne var spild af penge og meget provokerende, sagde den amerikanske præsident. Med en sidebemærkning trak præsident Trump tæppet væk under samarbejdet mellem to gamle allierede, USA og Sydkorea.

Sydkorea mangler forklaring

Sydkoreas præsident Moon havde været oppe hele natten for at følge topmødet, og han havde smilet det meste af tiden dagen igennem.

Men forklaring udbedes her i Seoul, når den amerikanske udenrigsminister Pompeo i morgen kommer for at briefe den sydkoreanske regering om, hvad der egentlig blev besluttet i Singapore.

Har den amerikanske regering virkelig trukket tæppet væk under sin nære allierede?

Tilbage står man med Trumps lovprisninger af formand Kim Jong-un som en værdig forhandler og en mand, der elsker sit land, og med løfter om mange flere møder og invitationer til USA.

Kim Jong-un er blevet salonfæhig

Man står tilbage med opfattelsen af en amerikansk præsident, der snublede ind i Kim Jong-uns veltilrettelagte politiske fælde.

Og man står med en Kim Jong-un, der har udviklet sig fra at være ægte diktator til salonfæhig statsmand, fra at være international paria til en politiker, som venner og fjender ikke kan komme uden om.

Sydkoreas præsident Moon, der har været fødselshjælper i processen og har været med til at skabe enorme forventninger i sit eget land til en mere fredelig fremtid, kan nu bare knokle videre – og håbe på, at Trumps tillid til Kim ikke er fejlplaceret.

Forhåbentlig tog han ikke fejl

At dømme efter den lavine af kritik, der allerede hagler ned over Trumps forhandlingsevner i Singapore, er det håb lysegrønt.

Men som Trump sagde: "Måske står jeg her om et halvt år og erkender, at jeg tog fejl!”.

Man må håbe, at han har ret. For skuffelsen over resultatet stod prentet i ansigterne på de, der havde håbet på mere af det historiske topmøde i Singapore.

Og alle spørger: Hvad nu?