Steffen Gram om folkedrab i Cambodja: Befolkningen blev tæsket ihjel

Korrespondenten besøgte i 1979 landet kort tid efter, at rædselsregimet var blevet fordrevet.

Steffen Gram på reportage i Cambodja i 1979. (© dr)

For første gang nogensinde er ledere fra Cambodjas rædselsregime i 1970'erne blev dømt for folkedrab.

Det skete ved en FN-støttet domstol i landet i dag.

DR Nyheders internationale korrespondent Steffen Gram besøgte i 1979 Cambodja - som dengang hed Demokratisk Kampuchea - kort tid efter, at soldater fra Vietnam havde fordrevet kommunistpartiet De Røde Khmerer og dets frygtede leder Pol Pot.

Se den første af Steffen Grams reportager fra Cambodja, fra TV Avisen 25. oktober 1979:

Steffen Gram fortæller, at uhyrlighederne i Cambodja havde nået resten af verden med betydelig forsinkelse. Det skyldtes blandt andet, at der dengang rasende en ideologisk kamp, hvor kræfter på venstrefløjen i ramme alvor forsvarede Pol Pot.

- Det havde været en enorm debat op gennem den sidste halvdel af 70’erne – også i Danmark – om det, Pol Pot gjorde, var godt, eller om det var forbrydelser, siger Steffen Gram.

- Det var efter Vietnam-krigen, og der var især i Nordeuropa en voldsom anti-amerikanisme. Hvis man sagde, at det, som Pol Pot gjorde, var forbryderisk, så tilhørte man den pro-imperialistiske, amerikanske holdning.

Steffen Grams anden reportage handlede om hungersnød i landet, fra TV Avisen 26. oktober 1979:

Efterhånden kom der dog stadigt flere troværdige rapporter om De Røde Khmerers brutale nedslagtning af befolkningen.

Så Steffen Gram følte sig forberedt på, hvad der ventede, da han krydsede grænsen til Cambodja i selskab med vietnamesiske soldater. Alligevel var synet overvældende.

- Hvor meget vi end havde læst om det, er du aldrig forberedt på at se noget som det, vi så i Cambodja.

Korrespondenten fortæller, at man jævnligt stødte på skeletter fra de mellem 1,7 og 2,5 millioner mennesker, der mistede livet mellem1975 og 1979, da De Røde Khmerer kontrollerede landet.

Over en million mennesker blev dræbt af regimet på Cambodjas berygtede "killing fields". Steffen Gram beskriver regimets nedslagtning som "meget manuel".

- Det var jo ikke som nazisternes gaskamre. De blev kvalt, de blev tæsket ihjel, de fik plastikposer over hovederne. De blev bundet og lagt på vejen, og så kom der en traktor eller en lastbil og kørte hen over dem.

Se Steffen Grams reportage fra TV Avisen 29. oktober 1979 - om et samfund, der er gået i stå:

- Det, der gjorde størst indtryk, var alt det, der ikke var der – i forhold til et normalt samfund, fortæller Steffen Gram. For eksempel børn.

- Der var stort set ingen levende børn under fem-seks år.

Nogle af børnene var flygtet, men langt flere var døde af sult eller sygdom.

- Jeg var på et såkaldt hospital, der bestod af nogle bambushytter. Der var ingen læger, kun et par sygeplejersker. Læger var generelt blevet slået ihjel. Her var der børn med byldepest.

På trods af de rystende scener, der mødte de udenlandske journalister, var cambodjanerne nærmest forlegne, når man talte med dem.

- Det var underspillet og med et undskyldende smil for, at de forulempede en med deres historier om familier, der er blevet massakreret.

Steffen Gram sidste reportage om Cambodja fortæller om de indbyggere, som er flygtet til Thailand, fra TV Avisen 31. oktober 1979:

Korrespondenten besøgte også en skole, der var blevet omdannet til et museum om rædslerne under Pol Pot.

- Her var blandt andet en tavle med otte-ti bud om, hvad man ikke måtte. Man måtte for eksempel ikke græde, når man blev torteret.

- Jeg var ret rystet for at sige det mildt. Det var et uudsletteligt indtryk, hvor den store reaktion først kom, da vi kom hjem til normaliteten igen.

Facebook
Twitter