Steffen Gram: Tavst EU sender Libyen i armene på Putin og Erdogan

Rusland og Tyrkiet har store planer - og viljen til at udføre dem - i Middelhavsregionen.

Når du næste gang stikker tåen i Middelhavets milde og lune bølger ud for kysten på Cypern, så pas på. Ude i det fjerne risikerer du at se tyrkiske

krigsskibe
på patrulje.

Middelhavet er et hav på vej mod oprør.

Hvorfor? Fordi præsident Erdogan har udvidet Tyrkiets økonomiske zone i det østlige Middelhav.

Hvad betyder det? At Tyrkiet får adgang til vældige naturgasreserver under Middelhavets bund - og samtidig blokerer for et naturgasprojekt, som Israel, Cypern og Grækenland har planlagt. Og de nye tyrkiske krav på bunden, og hvad der ligger under, sker på bekostning af de to

EU
-lande Grækenland og Cypern.

Problemer? Ja, for nu er Tyrkiet og Libyen blevet naboer - på havbunden ganske vist. Så samtidig med, at Erdogan har udvidet Tyrkiets

undersøiske
zone
og lagt sig ud med sine naboer i Middelhavet, har han indgået en aftale med Libyen.

Den aftale betyder, siger Erdogan, at ingen kan begynde nye gasprojekter i

farvandene
vest for Cypern med mindre Erdogan siger ja.

Det libyske kviksand

Men ikke nok med det. Erdogan har indgået en aftale med ”Libyen” – men der er mere end ét Libyen og mere end én leder. Libyen er delt og har mindst to ledere:

Premierminister Fayez al-Sarraj i Tripoli, som

FN
, Tyrkiet og en lang række lande anerkender, og så oprørsgeneralen Khalifa Haftar i Tobruk, som blandt andet Rusland, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Jordan og Frankrig støtter.

Lige siden 2014 har general Haftar og premierminister Sarraj kæmpet om magten i et land, der er ødelagt – men som har masser af olie. Siden april sidste år har kampene for alvor bølget frem og tilbage. Og i dag er krigen i Libyen blevet en såkaldt satellitkrig, hvor våben og lejesoldater strømmer til.

Erdogan har

allieret
sig med al-Sarraj i en sådan grad, at Tyrkiet har sendt (arabisktalende) soldater, militært isenkram og ikke mindst særdeles effektive
droner
til Libyen for at hjælpe
premierministeren
.

Putin har kastet sin støtte bag general Haftar, der får russiske lejesoldater - de såkaldte Wagner-enheder, som intet gør uden Putins ok. Læg dertil massiv støtte fra emiraterne og

nabolandet
Egypten.

Helle Thornings håb

Erdogan og Putin taler sammen og har

allieret
sig på andre områder. Men i Libyen risikerer de at stå på hver sine side i den blodige
borgerkrig
, der har raseret landet og forhindret
genopbygningen
lige siden
Nato
- med Danmarks deltagelse - var med til at styrte diktatoren Gaddafi i oktober 2011.

Det var dengang statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blandt andet sagde:

Der er ingen grund at være stolt i dag. Libyen er et ødelagt land, hærget af en

borgerkrig
, som flere og flere har blandet og blander sig i – uden at løse konflikten.

Forleden måtte

FN
’s udsending for Libyen fortvivlet appellere til omverdenen om at holde sig væk med alt andet end humanitær
bistand
. Et udtryk for
FN
’s impotens. For når selv medlemmer af
FN
’s Sikkerhedsråd, som Frankrig, støtter oprøreren Haftar mod den regering, som
FN
har besluttet af anerkende, så har
FN
ikke meget råderum.

Putin vil erobre scenen

I begyndelsen af januar blev 28 personer dræbt, da et militærakademi uden for Tripoli blev angrebet af en drone. (Foto: Mahmud Turkia © Scanpix)

Ind træder så Ruslands Putin på scenen. Efter to timers møder i

Ankara
forleden meddelte Erdogan og Putin så, at de stridende parter skal indgå
våbenhvile
på søndag. Men det kan ende med at være mere ønsketænkning end virkelighed.

Putin har tiltænkt sig selv en hovedrolle i dramaet – som han har spillet den i Syrien. Han vil gøre sig selv og Rusland til den toneangivne magt i

regionen
, der kan tvinge forhandlinger og løsninger igennem.

Han planlægger at overtage den kommende fredsproces, ligesom de Astana-forhandlinger, han har gennemført under krigen i Syrien, da

FN
’s forsøg forliste.

Og hvad siger

EU
? Indtil forleden nærmest ingenting. Så kom en
opfordring
til
våbenhvile
.
EU
er skam til stede i Libyen. Når vi skal finansiere Libyens opbevaring af titusinder af flygtninge og
migranter
fra Afrika og Mellemøsten. Men politisk er EU splittet – og stum.

Hvad så med USA's præsident Trump: Ja, efter en samtale med Egyptens præsident Abdel Fattah el-Sisi ringede Trump til oprørsgeneralen Haftar og gav ham det grønt lys til at rykke mod hovedstaden Tripoli, selvom USA officielt støtter regeringen i Tripoli.

Så ikke nok med, at

EU
er politisk tavs, at USA ikke kan finde ud af, hvem man støtter, så forsøger russerne at overtage den fredsproces, som ikke er lykkedes for
FN
.

Vil det så lykkes for Putin? I samarbejde med Erdogan? Næppe! For de er ikke de eneste med interesser i Libyen. Og hvad med libyerne? Hvem af dem, bør man spørge. Man kan nøjes med at sige de, der gerne vil leve og overleve.

Som sagt: Det østlige Middelhav er på vej mod storm – til lands og til havs.