Steffen Gram: Trump underminerer bevidst sine egne folk i Rusland-sag

USA udsender vidt forskellige signaler om Ruslands forsøg på at påvirke demokratiet.

Donald Trump til vælgermøde i Pennsylvania. (Foto: LEAH MILLIS © Scanpix)

Der hersker stor signalforvirring, når det gælder USA's vurdering af Ruslands trussel mod det amerikanske demokrati.

I går kunne man med få timers mellemrum høre topfolk i det amerikanske sikkerhedsapparat omtale en fortsat og gennemtrængende kampagne fra Rusland for "at svække og splitte USA", inden Donald Trump endnu engang gik på scenen med udtalelser om "svindelnummeret om Rusland".

- Det vidner om dysfunktionel administration. Men alt er usædvanligt med Trump, og derfor kører han blandt andet en kampagne, der handler om at underminere sin egen administration, siger international korrespondent i DR Nyheder, Steffen Gram.

Det lyder måske alt sammen meget underligt:

Dels at en regering kan mene to modstridende ting på samme tid, og dels at en præsident med fuldt overlæg får sine egne folk til at se dumme ud.

Men i Trumps verden giver begge dele god mening, siger Steffen Gram. Forklaring følger.

Signal om sammenhold

Hvis vi begynder med spørgsmålet om Rusland, så er der ifølge Steffen Gram ingen tvivl om, at et opsigtsvækkende pressemøde i går skete med præsidentens velsignelse.

- Det skete i Det Hvide Hus, og hans nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton var med. Og Trump ved godt, at de er nødt til at handle på truslen, og derfor lader han institutionerne køre videre, siger korrespondenten.

En stribe topfolk for de amerikanske sikkerheds- og efterretningstjenester stillede op i det hidtil mest betydelige forsøg på at udvise sammenhold, når det gælder regeringens bestræbelse på at bekæmpe russiske angreb på USA's demokrati, skriver CNN.

Se chefen for USA's nationale efterretningstjeneste, Dan Coats, vurdere Ruslands angreb på demokratiet i USA:

Pressemødet skulle vise, at regeringen tager problemet alvorligt - især efter Trump på et topmøde med Vladimir Putin i Helsinki nægtede at bakke op om de amerikanske efterretningstjenester, som samstemmende siger, at Rusland forsøgte at påvirke præsidentvalget i USA i 2016.

Trump trak senere i land og forklarede, at han havde udtrykt sig forkert.

Det var dog ikke tilfældigt, at Trump var fraværende ved pressemødet i Det Hvide Hus i går.

- Han kan ikke få sig selv til at give noget som helst indtryk af, at valgsejren i 2016 ikke var legitim. Han kan ikke leve med tanken om, at russernes indblanding på nogen måde hjalp ham til at vinde over Hillary Clinton, der jo fik 2,8 millioner flere stemmer, end han gjorde, siger Steffen Gram.

Sådan prøver Rusland ifølge New York Times at påvirke demokratiet i USA:

  1. 1

    Hackerangreb mod politikere og organisationer.

  2. 2

    Kampagner med misinformation og falske nyheder på sociale medier.

  3. 3

    Angreb mod sårbare, elektroniske afstemningssystemer.

En ægte populist

I stedet for at være til pressemøde i Washington var Donald Trump i går taget til staten Pennsylvania for at opildne sine tilhængere på et vælgermøde.

Se Donald Trump tale om "svindelnummeret om Rusland" på vælgermødet:

Og her kunne Trump roligt tage afstand fra sin egen administration i hovedstaden - det er faktisk et krav, forklarer Steffen Gram.

- Kernevælgerne mener, at Washington og staten er roden til alt ondt. Så jo mere forvirring og usikkerhed, Trump kan skabe om staten, desto bedre er det.

- Han er en ægte populist, der blandt blandt andet i sin tiltrædelsestale erklærede, at han repræsenterer folkets stemme mod "sumpen" i Washington.

Korrespondenten siger, at Trumps base ikke har noget problem med, at Trump nogle gange er nødt til at "spille spillet" i Washington.

- De ser ham stadig som en outsider, der kæmper deres sag - imod systemet.

Facebook
Twitter