Steffen Kretz: Den sidste ”voksne” forlader Det Hvide Hus

Forsvarsminister Jim Mattis er den seneste af prominente medarbejdere i Det Hvide Hus, der har opsagt sin stilling.

Jim Mattis (t.v.) tiltrådte posten som forsvarminister den 20. januar 2017 og fratræder den 28. februar 2019. (Foto: LEAH MILLIS © Scanpix)

USA's forsvarsminister, Jim Mattis, trak sig sent i aftes fra sin post.

Det skete, efter at præsident Donald Trump overraskede de fleste ved at meddele, at amerikanske tropper skal trækkes ud af Syrien.

- Præsidenten fortjener en forsvarsminister, som er mere enig med hans synspunkter, end jeg er, skrev Mattis i sin opsigelse.

Ifølge DR's korrespondent i USA, Steffen Kretz, er der ingen tvivl om, at opsigelsen er en protest. I første omgang en protest mod, at præsident Trump har valgt at trække amerikanske tropper ud af Syrien, men også mod, at præsidenten i højere og højere grad ikke lytter til sine nærmeste.

- Jim Mattis har som forsvarsminister gennem længere tid forsøgt at overbevise Donald Trump om, at det ikke er en god idé at trække sig ud af Syrien. Dels fordi man så overlader pladsen til Iran, Rusland og Syriens leder, Bashar al-Assad, men også til Islamisk Stat, som ifølge Pentagon stadig har 30.000 krigere i Irak og Syrien.

- Så han siger op i protest i et brev, hvor han ikke – som det ellers er sædvanen her i Washington - takker præsidenten for at få lov til at være med i regeringen. Han takker kun for, at han have haft mulighed for at tjene landet.

De tre voksne

Jim Mattis er én af tre erfarne generaler, der har været med i Trumps regering næsten fra begyndelsen af hans præsidentperiode. Udover ham selv tæller det den forhenværende nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMasters og forhenværende stabschef John Kelly.

McMasters forlod sin post i marts i år, og Kelly fulgte trop i starten af december.

- De her tre generaler var Trump meget glad for til at starte med. Han havde stor respekt for dem, men de blev også set af mange andre som ”de voksne i rummet”. Mennesker som gennem årtier har bevidst deres værd, som man kunne stole på, som ville forsøge at inddæmme præsidentens mest impulsive og umiddelbare handlinger og være en stabiliserende faktor i Det Hvide Hus, fortæller Steffen Kretz og fortsætter:

- Jim Mattis er den sidste af de tre, der siger farvel, og nu er der altså ikke flere af de her såkaldte voksne tilbage i Det Hvide Hus. Det gør, at mange ser det her som et yderligere element, der skaber kaos i Det Hvide Hus og i Trumps regering.

Stabschef i Det Hvide Hus, John Kelly (t.h.), afleverede sin opsigelse den 8. december. (Foto: ANDREW CABALLERO-REYNOLDS © Scanpix)

Et supermagt man ikke kan regne med

Det var dog ikke kun i Det Hvide Hus, at Mattis havde en stabiliserende rolle. Også uden for USA vil forsvarsministerens afsked formentlig få konsekvenser, fortæller Steffen Kretz.

- Han har været en faktor overfor USA’s allierede, der kunne gyde olie på vandene, når Donald Trump havde sat alt i bål i brand og kunne tage en diplomatisk runde i de andre lande i Nato, blandt andet Danmark og sige, tag det roligt, vi står selvfølgelig ved vores forpligtelser, I kan regne med USA.

- Men den sidste beslutning med at trække sig ud af Syrien, den viser, at man kan ikke regne med USA længere. Selvom man går med i en alliance, hvor USA beder mange lande om at gå med i en alliance om at bekæmpe Islamisk Stat, så kan man ikke regne med, at USA er med, indtil kampen er overstået. Og det er blandt andet det, som Jim Mattis siger, at det kan han ikke være med til længere.

Svært at finde en afløser

Der er endnu ikke nogen navne fremme på en mulig afløser for Jim Mattis.

En eventuelt kandidat skal godkendes af Senatet, og selvom den afgående forsvarsminister mener, at præsidenten fortjener én, der er ideologisk enig med ham, så kan det blive en vanskelig opgave, vurderer Steffen Kretz.

- Der er en voksende kreds af både demokrater og republikanere i Senatet, der er utilfredse med præsidentens udenrigspolitik. Det kunne vi senest se i hele spørgsmålet om Saudi-Arabien og den saudiske kronprins' mulige involvering i drabet på en saudisk journalist i Tyrkiet.

- Så der er en vis modstand, og derfor vil det ikke være let for præsidenten at finde en ideolog, der altid vil være enig med ham, og få ham igennem Senatet, siger han.

Facebook
Twitter