Steffen Kretz: 'Det økonomiske sammenbrud i USA er uden fortilfælde'

Millioner af amerikanere mister deres job. Imens forbereder amerikanerne sig på titusinder af dødsfald.

Millioner af amerikanere mister deres job disse dage, mens coronavirusset bider sig fast i USA. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Knap 10 millioner nye arbejdsløse på to uger.

Det er status i USA, der er hårdt ramt af coronakrisen. Skoler, butikker og beværtninger fra kyst til kyst er lukket, og millioner af amerikanere er sendt hjem og har fået besked på at holde sig inden døre.

Millioner af dem har mistet deres arbejde i de seneste dage. Tidligere i dag kom det frem, at 6,6 millioner amerikanere har meldt sig som nye arbejdsløse i løbet af den forgange uge.

Aldrig nogensinde har så mange amerikanere meldt sig ledige på så kort tid, og det har ramt USA lige i mellemgulvet, fortæller DR's USA-korrespondent Steffen Kretz.

- Det økonomiske sammenbrud i USA er uden fortilfælde. En nedtur, som i en almindelig krise ville tage kvartaler eller år, er sket på et par uger, siger korrespondenten.

- Størstedelen af de 327 millioner amerikanere er tvunget til at blive hjemme, ingen køber andet end det allermest nødvendige som mad og medicin, forbrug og handel er gået fuldstændig i stå, og det sender milloner ud i arbejdsløshed, siger korrespondenten.

Han peger på, at det internationale revisionsfirma KPMG forudser, at coronakrisen kommer til at koste 20 millioner amerikanere jobbet.

- Amerikansk økonomi er som en ballon, der er blevet pumpet op år for år siden finanskrisen, og med ét er der gået hul på den.

USA ligger stille

Det er ikke kun, når man kigger på statistikkerne, at det er tydeligt, at der langt fra er tale om en normal situation i USA i øjeblikket.

Også på gaderne i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., viser coronakrisen sig.

I aftes kørte korrespondenten to norske kollegaer til byens store internationale lufthavn, Dulles, da nordmændene skulle evakueres.

- Vi sad alle tre i bilen iført mundbind og kørte ad en motorvej med otte spor i hver retning, som var fuldstændig tom, fortæller Steffen Kretz.

Det ligner måske en filmkulisse, men det er rent faktisk den store internationale lufthavn i den amerikanske hovedstad på en onsdag aften. (Foto: Steffen Kretz)

- Da vi ankom til Dulles internationale lufthavn var det lidt som i børnebogen Palle Alene i Verden: Der var ikke et menneske, ikke en bil. Den situation er et godt billede på, hvordan her ser ud de fleste steder, siger korrespondenten.

Han peger på, at kun et par stater endnu ikke har indført regler om, at indbyggerne skal holde sig indendøre.

- Bortset fra det ligger USA stille.

Har det værste foran sig

I skrivende stund har over 5.300 amerikanere mistet livet som følge af Covid-19, mens over 226.000 er bekræftet smittet.

Det amerikanske katastrofeberedskab, FEMA, har anmodet det amerikanske forsvar om 100.000 ligposer, mens det amerikanske sundhedsvæsen forbereder sig på nogle voldsomme uger.

New York er den hårdest ramte stat i USA. Her har man opstillet 85 kølevogne for at kunne huse de mange lig, man risikerer at skulle håndtere i den kommende tid. (Foto: ANGELA WEISS © Scanpix)

- USA er kommet sent i gang med at lukke ned, og det koster dyrt nu. Smittespredningen her kan bedst sammenlignes med tilstandene i Italien. Det sagde vicepræsident Mike Pence i går, siger Steffen Kretz.

Det betyder, at hospitalerne i de værst ramte områder som New York er overvældede, siger han.

- Der mangler beskyttelsesudstyr til sundhedspersonalet, der mangler respiratorer, og lige nu kappes guvernører fra mange stater om at få hjælp fra den føderale regering, siger korrespondenten.

- Udviklingen i smitten er en uge eller to bagud i forhold til Europa, så amerikanerne har ifølge eksperterne det værste i vente i de kommende uger.

Trump er gået frem indtil videre

Den amerikanske præsident har fået kritik for ikke at tage truslen fra coronavirusset alvorligt nok. Efter nedlukningen af store dele af det amerikanske samfund udtrykte præsidenten ønske om at genåbne til påske.

Kuren måtte ikke være værre end problemet, lød det fra præsidenten.

Siden har meldingen fra præsidenten ændret sig, og for få dage siden forlængede han nedlukningen, så den som minimum fortsætter måneden ud.

Trods kritik har flere meningsmålinger peget på, at den amerikanske befolkning i stigende grad har stået bag præsidenten.

Dette kommer ikke bag på USA-korrespondenten.

- Det er ikke overraskende, for historien viser, at når nationen er under angreb - det kan være et terrorangreb eller en krig - så er der en tendens til, at folk står sammen og bakker deres politiske ledere op, siger Steffen Kretz, der siger, at den samme tendens også gør sig gældende i blandt andet England, Tyskland og Frankrig.

Hvad det får af betydning for det kommende præsidentvalg i USA, er alt for tidligt at spå om, siger korrespondenten.

- Hvad det betyder for præsident Trumps chancer for genvalg er umuligt at sige nu, hvor krisen kun er i sin begyndelse for amerikanerne, siger Steffen Kretz.

Facebook
Twitter