Steffen Kretz: Myndighederne kæmper for at redde liv i Houston

Den tropiske storm Harvey sætter igen kurs mod millionbyen, hvor en massiv indsats for at redde folk i knibe er i gang.

Mange huse står under vand i byen Houston, og regnen ser ikke ud til at stoppe foreløbig. (Foto: JONATHAN BACHMAN © Scanpix)

Regnen vælter stadig ned over millionbyen Houston. Der er massive oversvømmelser, og byen er i kaos.

Den tropiske storm Harvey har det seneste døgn bevæget sig ud over den mexicanske golf og vender nu tilbage med fornyet kraft.

DR's korrespondent i USA, Steffen Kretz, befinder sig lige nu i byen, hvor myndighederne kæmper for at redde liv.

Der er sat 600 både ind, men det er ikke nok i forhold til, hvor mange mennesker, der skal evakueres. Helikoptere er også sat ind, men det er svært at bruge dem, når regnen er så kraftig, fortæller Steffen Kretz.

- Lige nu kæmper myndighederne for at redde liv - og tusinder er bragt i sikkerhed på diverse opsamlingssteder.

Steffen Kretz har besøgt et kongrescenter i byen, hvor folk, der evakueres, samles.

- Det er sådan et sted, hvor der normalt myldrer med forretningsfolk - nu bor 5.000 mænd, kvinder og børn på drømmesenge i de store udstillingshaller, siger Steffen Kretz.

Svært at bevare troen på myndighederne

Både nationalgarden, redningsfolk og private er i fuld gang med at evakuere de mange mennesker, der er fanget i de oversvømmede områder.

- Folk står på tagene af deres huse og vinker efter hjælp. Mange er uden strøm, og mange må vente længe på at blive reddet over på både eller op i helikoptere, fortæller Steffen Kretz og tilføjer, at det ikke kun er regnen alene, der fører vand ind i millionbyen:

- Situationen er ikke blevet bedre af, at myndighederne åbnede sluserne på flere vandreservoirer omkring byen af sikkerhedsmæssige grunde mandag - de var fyldt til bristepunktet - så derfra kommer der endnu mere vand ind i byen - så naturkatastrofen folder sig stadig ud.

Folk reddes væk fra oversvømmelserne i både i Texas. (Foto: Adrees Latif © Scanpix)

Det er svært for myndighederne at følge med. Der har været over 75.000 nødopkald, og de er ikke alle blevet besvaret.

Selvom folk i nød må vente i telefonen, beder politichefen i Houston Art Acevedo borgere om ikke at give op på politiet, skriver Washington Post. Men det er svært, fortæller Steffen Kretz, som har talt med en kvinde og hendes datter på et Røde Kors-center:

- De havde desperat ringet alarmnummeret 911, fordi de kunne se, at vandstanden steg rundt om deres hus, men ingen svarede. Til sidst var de nødt til at springe ud af et vindue på første og ned i vandet, men heldigvis gik vandet dem kun til halsen. De blev så efterfølgende reddet af en båd, siger korrespondenten og fortsætter:

- Det er klart, at når man står i den situation, er det svært at bevare tiltroen til, at myndighederne kan klare den situation, de står overfor.

Trump besøger Texas i dag

Det Hvide Hus har annonceret, at Donald Trump vil besøge Texas i dag, hvor præsidenten formentlig vil besøge Austin, der ligger udenfor katastrofeområdet.

Det er umuligt for Trump at besøge Houston, fortæller Steffen Kretz:

- Vejsystemer er lukkede - det samme er lufthavnene heromkring, siger korrespondenten og uddyber:

- Når præsidenten rejser ind, så har han et meget stort sikkerhedsopbrud med sig. Veje lukkes ned, og nogle gange lukkes mobilnetværket, og det vil ikke være særlig fordelagtig, som situationen er nu.

Der vil præsidenten tale med repræsentanter for de lokale myndigheder.

- Der ligger et politisk signal i at være synlig i den delstat, der er ramt af den værste naturkatastrofe i 12 år. For det viser, at præsidenten bekymrer sig om borgerne i Texas.

Præsidenten har lovet milliarder til genopbygningen af Houston, men det er endnu uvist, om det bliver en realitet.

- Udfordringen for Trump bliver at få det igennem Kongressen, som han ikke har et særlig godt forhold til. Så det kan blive et politisk spørgsmål, siger Steffen Kretz.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk