Steffen Kretz om budgetstrid: Trump har fået en fjende, han kan give skylden

Demokraternes flertal i underhuset kan vise sig at være en fordel for Trump.

Demokraten Nancy Pelosi blev i går for anden gang valgt som formand for Repræsentanternes Hus. (Foto: CAROLYN KASTER © Scanpix)

Foreløbig følger det politiske teater i USA manuskriptet til punkt og prikke.

Fra og med i går har Demokraterne igen flertal i det amerikanske underhus, Repræsentanternes Hus. Partiet brugte med det samme deres nyfundne magt til at fremsatte et lovforslag, som skal løse den budgetstrid, der nu på 14. dag holder store dele af den offentlige sektor i USA lukket.

Omkring 800.000 offentligt ansatte er ramt af nedlukningen, som blev en realitet, da Kongressen og Donald Trump ikke kunne blive enige om et nyt budget i december. Trump kræver, at man skal afsætte fem milliarder dollar til en mur på grænsen til Mexico. Det afviser Demokraterne.

Partiets nye forslag til at løse konflikten er dog så godt som dødfødt.

Love i USA skal godkendes i begge kamre af Kongressen, og Mitch McConnell, der leder det republikanske flertal i overhuset, Senatet, gentog i går, at han ikke vil behandle lovforslag, som han ved, at præsident Trump er imod.

Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Hvem får sorteper?

USA-korrespondent i DR Nyheder Steffen Kretz forventer, at konflikten kan få lov til at fortsætte et stykke tid endnu.

- Det, der kan løse striden, er, at prisen for at holde systemet lukket bliver for høj for den ene part. Det vil sige, at enten Trump og Republikanerne eller Demokraterne finder ud af, at vælgerne giver dem ansvaret for det her kaos.

Og det er ikke rigtig sket endnu, forklarer korrespondenten. Det skyldes formentlig, at nedlukningen trådte i kraft henover jul og nytår, hvor de fleste offentlige kontorer alligevel var lukket.

Men når næsten én million mennesker ikke får løn, og borgerne ikke kan få den offentlige service, de er vant til, vil der snart komme en reaktion.

- Det har ikke gjort rigtig ondt endnu. Det kommer det til at gøre nu. Spørgsmålet er så, hvem der i vælgernes øjne kommer til at bære skylden, siger Steffen Kretz.

Flere politikere er tilsyneladende bekymrede over at ende med sorteper. Avisen New York Times skriver for eksempel, at Mitch McConnell er under stigende pres for at finde en løsning fra republikanske senatorer, som sidder på pladser, der kunne gå til en demokrat, når amerikanerne næste gang går til valg i 2020.

Et skilt informerer om, at en nationalpark i Californien er lukket på grund af budgetstriden i Washington D.C. (Foto: mark Ralston © Scanpix)

Trump får en fjende

Striden om budgettet viser, at det ikke nødvendigvis er en ulempe for Donald Trump, at han nu har fået et flertal imod sig i Kongressens ene kammer.

- Nu har Trump fået en modstander, som han kan spille op imod. Det gør han allerede i forhold til grænsemuren, hvor han siger, at det er Demokraternes skyld: At det er dem, der har lukket den offentlige sektor, selvom det faktuelt er forkert, siger Steffen Kretz.

Han minder om, at Trump blev valgt på en bølge af oprør mod det etablerede system.

- Der var en reel politikerlede, som fik vælgerne til at stemme på forretningsmanden Trump, der skulle komme og lave om på det hele. Hvis Trump skal genvælges i 2020, så har han brug for en fjende. Den fjende har han nu fået i Kongressen i form af det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus.

Clinton overlevede flertal

Demokraterne har store planer om at bruge deres flertal i Repræsentanternes Hus til at undersøge de mange sager og anklager, der omgiver præsident Trump.

Men de kan ikke bare give los, siger Steffen Kretz:

- Det er en balancegang for Demokraterne. De ved, at de er nødt til lave noget politik. De kan ikke kun være ude på at trække Donald Trump gennem sølet.

Den offentlige ydmygelse af Bill Clinton gav bagslag for Republikanerne i slutningen af 1990'erne. (Foto: BRAD RICKERBY © Scanpix)

Korrespondenten trækker en linje tilbage til 1990'erne, da daværende præsident Bill Clinton fik et flertal imod sig og endte med at skulle forsvare sig i en rigsretssag i forlængelse af præsidentens affære med praktikanten Monica Lewinsky.

- Republikanerne trak Clinton gennem sølet i to år, hvorefter han blev genvalgt med meget stort flertal, fordi vælgerne gav Republikanerne skylden for alt det kaos, der var, siger Steffen Kretz.

- Den situation vil Demokraterne for alt i verden undgå. De vil gerne bruge deres magt til at få nogle konstruktive forslag på bordet, og de vil gerne føre kontrol med præsident Trump. Men de ved, at de skal træde varsomt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk