Stéphanie Surrugue: Franskmændene gør sig ingen illusioner om terrortruslen

Gidseltagningen i Sydfrankrig var et islamisk terrorangreb, siger Frankrigs præsident.

Tre personer mistede livet, og 16 personer blev såret i dagens angreb. (Foto: JEAN-PAUL PELISSIER © Scanpix)

Dagens gidseldrama i et supermarked i det sydvestlige Frankrig, som kostede tre personer livet og sårede yderligere 16, var et islamisk terrorangreb.

Det fastslår den franske præsident, Emmanuel Macron, her til aften.

Tidligere på dagen understregede han, at terrortruslen i Frankrig fortsat er høj. Og det er franskmændene i den grad bevidste om, lyder det fra DR Nyheders internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue.

Også selvom det er mere end halvandet år siden, at det seneste store terrorangreb fandt sted.

- Franskmændene nærer sig ingen illusioner om, at det slut med attentater i landet. Og det kan lige så godt finde sted i et supermarked i provinsen som ved Eiffeltårnet eller ved et af de andre centrale monumenter i landet, siger hun og fortsætter.

- Franskmændene ved godt, at ingen er sikre, og at terrortruslen er både varig og stor. Også selvom myndighederne i efteråret fik vedtaget en voldsom stramning af landets antiterrorlov.

Det var i byen Trèbes, at angrebet fandt sted. (Foto: Grafik Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Lokale mænd bag angreb

Det var en småkriminel fransk-marokkaner på 26 år, som stod bag dagens angreb i byen Trèbes.

Ifølge det franske indenrigsministerium var han på forhånd kendt af de franske myndigheder for blandt andet salg af narko.

Men selvom han under dagens angreb råbte, at han var ”soldat af Islamisk Stat”, så havde han ikke vist tegn på bekymrende radikalisering, fortæller Stéphanie Surrugue.

Derfor vil myndighederne nu finde ud af, hvad der er sket med ham i den seneste tid. Præsident Emmanuel Macron påpegede selv, at mange personer er blevet radikaliseret på egen hånd.

- Franskmændene hæfter sig ved, at de mænd, der forsøger at lave angreb, primært kommer fra Frankrig. Der er sket en forandring i forhold til tidligere angreb, hvor de primært kom fra udlandet, siger Stéphanie Surrugue.

Hverdagen vender hurtigt tilbage

Selvom franskmændene er bevidste om terrortruslen i landet, så hæfter mange sig ifølge Stéphanie Surrugue også ved, at man skal tilbage til sommeren 2016 for at finde det seneste store, spektakulære terrorangreb.

Det var i den sydfranske ferieby Nice, hvor en terrorist kørte en lastbil ind i en stor folkemængde og slog 85 personer ihjel.

- De franske myndigheder har gjort meget for at forhindre terror, og alene sidste år fik man forhindret 20 attentater i landet, forklarer DR-korrespondenten.

- Og selvom der altid er en følelse af chok og nervøsitet hos franskmændene efter et stort terrorangreb, så fornemmer man også, at hverdagen hurtigt vender tilbage igen.

Det franske gendarmeri var til stede i dag under angrebet. (Foto: REGIS DUVIGNAU © Scanpix)
Facebook
Twitter