Stephanie Surrugue: Macron vil genopfinde sig selv – og Frankrig

Med en ny regering og en diskret premierminister vil præsidenten give sit politiske projekt en frisk start. Spørgsmålet er bare, om franskmændene vil være med.

Emmanuel Macron (th.) valgte i går en ny premierminister. Valget faldt på Jean Castex (tv.) (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)

Monsieur HVEM?

Mange franskmænd måtte have navnet gentaget, da landet i går fik ny premierminister:

55-årige Jean Castex - og ja, x’et udtales - konservativ borgmester for 6.000 sjæle i en lille bjergby i Pyrenæerne.

Og nu altså håndplukket af præsident Macron til posten som premierminister og dermed også regeringsleder i Frankrig, hvor han erstatter den i befolkningen så populære Edouard Philippe.

Med en ny premierminister og et nyt ministerhold, som bliver sat i løbet af de næste par dage, vil Emmanuel Macron give sig selv en frisk start. Ikke nok med det: Macron vil "genopfinde Frankrig ", som han formulerede det i en tv-tale i midten af juni – til et mere socialt, et mere klimabevidst, et mindre Paris-fikseret og et mere hårdtarbejdende Frankrig, lod præsidenten forstå.

Til dét formål er den i offentligheden ukendte Castex på mange måder et perfekt valg af premierminister.

Har været ansvarlig for at orkestrere genåbningen

For det første har Castex bevist sit værd over for Emmanuel Macron som politisk praktiker snarere end politisk ideolog. Castex har været ansvarlig for at orkestrere genåbningen af Frankrig efter et massivt lockdown og omfattende udgangsforbud. Han fik ligefrem kaldenavnet Monsieur Déconfinement, Hr. Genåbning.

Castex har også været en af nøglefigurerne i den foreløbige forberedelse af dét OL, som i 2024 bliver afholdt i Paris. Frankrigs nye premierminister minder til forveksling om en effektiv embedsmand, og eftersom Macron hellere end gerne tager sig af de store linjer, er matchet glimrende.

Den tidligere premierminister Edouard Philippe (tv.) indgav i går sin opsigelse.Jean Castex har taget over. (Foto: pool © Scanpix)

For det andet risikerer den relativt anonyme Jean Castex - der i øvrigt har skrevet en bog om jernbanetrafik i Pyrenæerne - ikke umiddelbart at overstråle sin præsident.

Det var tilfældet med forgængeren, Edouard Philippe, som havde bedre popularitetsmålinger end sin chef - og hvis popularitet steg markant under coronakrisen, hvor Philippe, groft sagt, fik ros for alt, der gik godt, mens præsident Macron fik kritik for alt, der gik skidt.

Det er dog næppe smålig jalousi, der har fået Macron til at acceptere Edouard Philippes opsigelse, men snarere en konstatering af, at der med to år til næste præsidentvalg er brug for en præsident, der stråler; ikke en premierminister, der stråler.

Castex' borgerlighed kan blive et problem

For det tredje er Jean Castex borgerlig - i øvrigt ganske som Edouard Philippe og flere tunge ministre i den nu opløste franske regering. Castex var for ti år siden topembedsmand for daværende præsident Sarkozy, ganske som han har været Sarkozys rådgiver på socialområdet og stabschef for Sarkozys sundhedsminister.

Castex' netværk i det republikanske parti er enormt - og han har givetvis fået en solid anbefaling fra Sarkozy, der i forrige uge besøgte Emmanuel Macron i Elysée-palæet.

Centrumpræsidenten Emmanuel Macron har brug for at være på god fod med republikanerne, både fordi han har brug for deres stemmer til valget i 2022, og fordi republikanere har flertal i Senatet.

Men Monsieur Castex’ borgerlighed kan også blive et problem for Emmanuel Macron. Ved det netop overståede kommunalvalg led Macrons unge parti store nederlag, mens en grøn bølge skyllede ind over det franske landkort og De Grønne erobrede storbyer som Strasbourg, Lyon og Bordeaux.

Vælgere, der er optaget af miljø- og klimaanliggender, stoler tilsyneladende ikke på præsident Macrons klimapolitik. Og den tro bliver ikke større af, at præsidenten udnævner en borgerlig premierminister, der hidtil ikke har udvist den mindste interesse for netop klima- og miljøpolitik.

Med valget af Castex gør Macron sig sårbar for kritik fra røde, grønne og hvem, der i øvrigt måtte mene, at Frankrigs præsident er klimforkæmper af navn og ingenlunde af gavn.

Kender det franske landskab

En fjerde grund til, at Macron har valgt Castex, er givetvis også, at den nye premierminister er solidt funderet i fransk lokal- og regionalpolitik. Det harmonerer med præsidentens ønske om at "decentralisere" magten - ikke ved at flytte diverse styrelser ud på landet, men ved at give mere magt og indflydelse til borgere og borgmestre.

I kølvandet på den sociale oprørsbevægelse De Gule Veste stod det klart for præsident Macron, at der er et endog meget stærkt ønske i dele af den franske befolkning om mere indflydelse, flere folkeafstemninger, mere 'direkte demokrati'.

Castex, der har været borgmester i Prades siden 2014 (og ved det nyligt overståede kommunalvalg blev genvalgt med hele 75,7 procent af stemmerne), kender det franske landskab som de færreste i toppen af Macrons parti, La République En Marche.

Skal skabe en ny regering

Castex’ første opgave som Frankrigs premierminister bliver at skabe en ny, fransk regering i løbet af de kommende dage - givetvis med Emmanuel Macron som mere eller mindre diskret idémand, selv om præsidenten formelt set skal blande sig uden om regeringsdannelsen.

"Vær god" - soyez bon - lød opfordringen til Castex sent fredag eftermiddag fra en tydeligt rørt Edouard Philippe, der skal hjem og være borgmester i den nordfranske kystby Le Havre.

Teamet Macron-Castex skal være mere end "bon" de kommende to år frem til præsidentvalget 2022.

Deres hovedopgave bliver at styre Frankrig gennem en dramatisk økonomisk krise - landets økonomi forventes at skrumpe med 11 procent i år som konsekvens af coronakrisen - og massiv stigning i arbejdsløsheden, som det ellers var lykkedes Emmanuel Macron at få ned fra 9,2 procent til til 7,6 procent.

- Det er vigtigere end nogensinde, at vi står samlet som nation for at kæmpe imod krisen, der er i færd med at installere sig i det franske samfund, lød nogle af Castex’ første ord som Frankrigs premierminister i går eftermiddag i Paris.

Og til dét projekt er der, mere end nogensinde, brug for et Soyez bon.

Facebook
Twitter