Stephen er 'pædofiljæger': Jeg vil lokke dem ud på åben gade

Antallet af selvtægtsgrupper, der jager pædofile mænd, vokser i Storbritannien. Horisont har mødt en af dem, der kalder sig "pædofiljæger"

Stephen Dure scroller ned i chat-teksten på sin IPad.

- Se, hvad han skriver til det, som han tror, er en 14-årig dreng, siger han og peger på skærmen.

- Jeg kan ikke vente. Er du liderlig, frække? står der i chatten.

Det er en 40-årig mand, der skriver ordene. Men han skriver ikke til en 14-årig dreng.

Han skriver til Stephen Dure – eller Stephen Trap, fælde på dansk, som han kalder sig.

Folk som Stephen Dure har taget loven i egen hånd. Med en falsk profil udgiver han sig for at være mindreårig. Målet er at lokke mændene ud på åben gade, hvor han filmer og udstiller dem, der søger sex med børn.

Videoerne udgiver han på sin Facebook-profil, som i skrivende stund har 219.000 følgere. Myndighederne gør ikke nok, mener han.

- Jeg er så træt af at se folk gå igennem et pinefuldt liv, fordi en eller anden egoistisk skiderik med en seksuel tiltrækning til børn har misbrugt dem som børn. Jeg er så træt af at se, at domstolene ikke gør noget, fortæller han.

Flere og flere tager loven i egen hånd

Britisk politi anslår, at der alene i Storbritannien findes over 20.000 mænd, der ønsker at misbruge børn seksuelt. Men politiet har erkendt, at man ikke har mandskab til at fange alle - og kun et fåtal bliver dømt.

Stephen Trap er langt fra den eneste civile, der har besluttet sig for at tage loven i egen hånd.

Både England og Canada har set en kraftig vækst i antallet af de såkaldte “pædofil-jægere”, der konfronterer, filmer og udstiller mænd, som søger sex med børn.

Pædofil-jægerne kommer fra alle hjørner af samfundet, fortæller Jim Gamble, som i mange år har været den øverst ansvarlige for børns beskyttelse hos det britiske politi.

I dag arbejder han som konsulent for politiet.

Jim Gamble (© DR Nyheder)

Han fortæller, at der i Storbritannien er mellem 70 og 80 selvtægtsgrupper, der går specifikt efter pædofile - og antallet vokser, siger han.

- De her selvtægtsmænd kommer fra vidt forskellige baggrunde. Nogle af dem, som jeg har mødt, er mødre eller fædre til børn, der er blevet misbrugt eller ”groomet” af pædofile, fortæller Jim Gamble og fortsætter:

- Men andre er selvpromoverende, egoististiske individer, som jeg ikke ville stole på til at lufte min hund. Mange af dem har selv voldsrelaterede lovovertrædelser i deres fortid, blandt andet partnervold - altså en kriminel baggrund.

Også Stephen Dure har et plettet synderegister. Han er blandt andet blevet taget i at dyrke hash og for at være i besiddelse af narkotika.

Et skridt af gangen

På et år har Stephen Dure nu konfronteret og udstillet 26 mænd på nettet. Ifølge ham selv er fem af de mænd, han har udstillet, blevet dømt i retten - fire er sigtet.

For at hans samtaler kan bruges som bevismateriale, følger han en fast procedure, fortæller han.

- For at udstille en person, skal jeg først have vedkommende til at henvende sig til mig først. Jeg bliver nødt til at få ham til at tale seksuelt til mig. Jeg bliver nødt til at få ham til at arrangere et møde med mig, og så bliver jeg nødt til at få ham til at dukke op til det møde.

Han har ingen træning, fortæller han. Han gør det udelukkende for at ”beskytte børnene”.

Stephen Dure er stilladsarbejder, men bruger det meste af sin fritid på at chatte med mulige pædofile. (© DR Nyheder)

Intet bedre at lave

Stephen Dure og andre britiske selvtægtsgrupper er blandt andet inspirerede af den amerikanske journalist Chris Hansen.

I flere tv-programmer, heriblandt det meget berømte ”To Catch a Predator”, har han - i samarbejde med politiet - afsløret og konfronteret pædofile mænd.

- Det er genialt. De inspirerede mig virkelig. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så kunne jeg heller ikke finde på noget bedre at bruge min tid på, siger Stephen Dure.

I tv-programmerne brugte man den samme metode som Stephen Dure – han lokkede de anklagede mænd frem ved at foregive, at han var en mindreårig dreng eller pige.

I Storbritannien er det som udgangspunkt lovligt for selvtægtsgrupperne at udgive sig for at være mindreårige på nettet. Det slog en dom fast sidste år.

- Hvis man bare er ude i det offentlige rum og venter på at blive tilnærmet, så opildner man ikke. Og hvis du ikke opfordrer personen til at begå en forbrydelse, som de ellers ikke ville have begået, så er du okay. Det er de samme regler, der gælder for politiet, fortæller Jim Gamble.

Når det går galt

Mange hundrede mænd, hvis ikke tusinde, er blevet udstillet af folk som Stephen Dure. Oftest bliver sagerne overdraget til politiet uden vold – men andre gange løber det løbsk.

I maj 2016 blev en mand dræbt af en gruppe selvtægtsmænd, efter de angiveligt havde lokket ham til at mødes med en kun 15-årig pige. Men ifølge politiet var der ingen grund til at tro, at den dræbte var pædofil – han troede derimod, at han skulle mødes med pigens mor.

Også for Stephen Dure er konfrontationer endt i vold – nogle gange fra den anklagede, andre gange fra selvtægtsmændene selv. En gang er det kommet så vidt, at den anklagede mand har taget livet af sig selv.

Det skete i oktober sidste år, hvor Stephen Dure konfronterede en mand, der troede, han skulle mødes med en 14-årig dreng i en parkeringskælder. Han filmede konfrontationen, hvor politiet også medvirkede og arresterede manden.

Da den anklagede mand blev løsladt samme aften, tog han hjem. På få dage gik videoen af konfrontationen viralt – kort efter fandt mandens familie ham i sit hjem, død af en overdosis.

Selvmordet chokerede Stephen Dure, der ligesom familien havde advaret politiet om, at manden var til fare for sig selv, hvis han blev løsladt. Men skyldfølelse føler han ingen af.

- Nej, ingen overhovedet. Det er ikke min skyld. Det har det aldrig været.

- Det, jeg har det allerdårligst over, er, at han aldrig blev retsforfulgt, og at jeg nu fremstår som en eller anden charlatan.

Både i Storbritannien og Canada har flere mænd begået selvmord efter at være blevet hængt ud på nettet af selvtægtsgrupper.

Pest eller kolera

Hos politiet frygter man, at folk som Stephen Dure kan ende med at gøre mere skade end gavn – at de vil få pædofile til at blive endnu bedre til at skjule sig, og dermed sværere for myndighederne at fange dem.

Men selvom politiet er kritiske over for folk som Stephen Dure, så bruger de i stigende grad det bevismateriale, pædofil-jægerne har samlet, når de retsforfølger sexforbryderne.

En opgørelse viser, at politiet brugte materiale fra de samme grupper i 44 procent af alle online groomingsager i 2016.

- Det er en svær position, du står mellem pest eller kolera. Du siger ”det her er forkert”, og det ER forkert, men samtidig vil man heller ikke gå glip af muligheden for at fjerne en forbryder fra gaden, siger Jim Gamble fra britisk politi.

Du kan se mere om Stephen Dure og pædofiljægerne i aftenens Horisont klokken 21.55 på DR1 eller på dr.dk allerede nu.

Facebook
Twitter