Stigende interesse for den russiske Sputnik V-vaccine - bare ikke i Rusland

Mens flere lande har indkøbt den russisk-udviklede vaccine, er der fortsat stor skepsis i Rusland.

Premierminister Igor Matovic i spidsen for Slovakiet, der er det andet EU-medlemsland, der har takket ja og modtaget en sending af den russisk-udviklede Sputnik V. (Foto: PETER LAZAR © Scanpix)

I både Mexico, Serbien og Ungarn rulles ærmerne i øjeblikket gladeligt op for at gøre plads til en kanyle med en dosis af den russisk-udviklede Sputnik V-vaccine.

Mandag modtog Slovakiet så som det andet EU-medlemsland en sending af vacciner fra Rusland, og også i Tjekkiet har præsident Milos Zeman vist interesse for at indkøbe et parti.

Ifølge præsidenten har han allerede henvendt sig til Vladimir Putin for at erhverve en sending vacciner, som man forventer snart.

Noget, der tilsyneladende ligner et brud med den tidligere udmelding fra landets øverste sundhedsmyndighed, der for bare et par uger siden konkluderede, at erfaringerne fra eksempelvis Ungarn og Serbien ikke var overbevisende nok til, at man ville gå udenom en endelig vaccine-godkendelse fra det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

I andre lande som Tunesien, Argentina og Pakistan har man allerede taget Sputnik V i brug, men i et land er indbyggerne dog langt mere tøvende: Rusland.

Og ifølge en ny måling fra det uafhængige analyseinstitut Levada er modstanden mod den russiske vaccine faktisk stigende.

I februar har 62 procent af de adspurgte svaret, at de ikke er villige til at lade sig vaccinere, hvor tallet i december var nede på 58 procent, og det er særligt blandt de yngste russere, der er størst skepsis.

Folk står i kø i stormagasinet Gum i hjertet af Moskva for at blive vaccineret. Det er dog langt fra alle steder, der er samme velvillighed. (Foto: Shamil Zhumatov)

De primære årsager til, at folk ikke vil lade sig vaccinere, er risikoen for bivirkninger og dernæst en udtrykt bekymring for manglende test af vaccinen - også et antal, der er steget siden december.

Langsom start

Sputnik V blev allerede tilbage i august sidste år tildelt en midlertidig godkendelse, inden den havde gennemgået den endelige testfase 3, som blandt andet skal fastslå effektiviteten i en større gruppe.

I begyndelsen af december søsatte regeringen det, der skulle være et massevaccinationsprogram med en erklæret mission om at få vaccineret to millioner russere inden årets udgang.

Men der har ikke ligefrem været tætpakket ved vaccinationskøerne og trods pop-up vaccinationsklinikker i eksempelvis shoppingcentre, er det indtil videre bare fire procent af den voksne befolkning, som er blevet vaccineret.

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj er en af de statsledere, der i fuld offentlighed har ladet sig vaccinere. (Foto: PRESIDENTIAL PRESS SERVICE)

Deruover har der også været beretninger om overhovedet at få adgang til de nødvendige vaccinedoser rundt om i landet, så der er stadig et stykke vej til det mål, sundhedsministeret ifølge BBC har sat om at få vaccineret 60 procent inden for seks måneder.

- Russerne er konservative. De stoler ikke på deres egen stat, og de har ikke tillid til, hvad der end kommer fra staten, siger Andrej Kortunov fra Ruslands udenrigspolitiske råd ifølge BBC.

Hvor flere andre statsledere som eksempelvis USA’s præsident, Joe Biden, eller den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, offentligt har ladet sig vaccinere, har den Vladimir Putin endnu til gode at få en dosis af Sputnik V.

Hidtil har forklaringen fra Kreml været, at den 68-årige præsident har villet vente, indtil det var helt sikkert, at vaccinen også er blevet godkendt til hans aldersgruppe.

Blåstemplet som sikker og effektiv

I begyndelsen af februar fik Sputnik V så en blåstempling via det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet i en artikel, der understøttede, at vaccinen har en effektivitet på 91,6 procent.

Det gør den næsten lige så effektiv som vaccinerne fra eksempelvis Pfizer og BioNTech samt Moderna, som allerede er blevet godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur.

EMA fastholder dog overfor DR Nyheder, at man endnu ikke har modtaget en officiel ansøgning til godkendelse af vaccinen fra producenterne af Sputnik V og henviser til en meddelelse fra sidste måned.

Her understreger agenturet, at udviklerne af vaccinen har udtrykt interesse i at lade vaccinen blive vurderet af EMA, men også at russerne ikke har taget næste skridt i samme godkendelsesproces, som eksempelvis AstraZeneca og Moderna har været igennem.

Direktøren fra The Russian Direct Investment Fund, Kirill Dmitijev, som finansierer udviklingen af Sputnik V, har så sent som i denne uge hævdet, at man allerede har ansøgt om godkendelse af vaccinen hos EMA.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk