Rettelse: I en tidligere version af artiklen fremgik det, at den dræbte journalist var mor. Det er ikke korrekt. Hun efterlader sig en bror.
I årtier har hun dækket konflikten mellem Israel og palæstinenserne på Vestbredden, men i dag blev stjernejournalisten Shireen Abu Akleh selv dræbt, mens hun udførte sit arbejde.
Det skete, da hun tidligt i morges dækkede en israelsk militærrazzia i byen Jenin på den nordlige vestbred.
Ifølge hendes arbejdsgiver, tv-stationen Al Jazeera, bar den 51-årige palæstinensiske-amerikanske journalist hjelm og en skudsikker vest med ordet "presse", da hun blev ramt af et skud i ansigtet.
Al Jazeera beskylder Israel for "med overlæg at gå efter at dræbe vores kollega".
Stabschef for Israels forsvarsstyrker Aviv Kochavi siger dog:
- På dette tidspunkt kan vi ikke afgøre, hvem der affyrede skuddene, der sårede hende, og vi begræder hendes dødsfald.
Drabet har chokeret mange - især i den arabiske verden, hvor Shireen Abu Akleh var et kendt ansigt.
Både EU og USA kræver en uafhængig undersøgelse af begivenhederne, der førte til Abu Aklehs død tidligt onsdag.
En af dem, der gennem årtier har været vant til at se Shireen Abu Akleh på tv-skærmen, er herboende journalist og forfatter Souha Al-Mersal.
- Shireen var en meget ikonisk figur, fortæller hun.
- Hun er kendt som en modig og behersket journalist, som man er vant til at se rapportere fra ret voldsomme begivenheder. Man kan sige, at hun er den arabiske verdens svar på Ulla Terkelsen. Så kendt var hun, siger hun.
'Hun var altid saglig'
Som ung kvinde med syrisk-libanesiske rødder blev Souha Al-Mersal selv inspireret af Shireen Abu Akleh til blive at journalist.
- Hun var en af de første kvindelige reportere, som tonede frem på tv-skærmen og udviste mod i en meget hård, men også mandsdomineret branche. Hun var en, man så op til. Hun var altid saglig og berettede roligt, hvad der skete, selvom hun stod i skudlinjen og midt i voldsomme optøjer, siger Souha Al-Mersal.
Abu Akleh boede selv i Jerusalem. Derfor opfattede mange i den arabiske verden hende også som et troværdigt vidne og formidler af konflikten i de israelsk-besatte områder.
- Som journalist levede hun selv under de her vanskelige omstændigheder og restriktioner, der har været i regionen. I modsætning til vestlige reportere, der måske kom udefra, siger Souha Al-Mersal.
Hun er chokeret over drabet på journalisten.
- Jeg frygter, at det kan være med til at begrænse pressefriheden, siger hun.
- Det betyder, at lokale journalister kan være bange for at møde op på arbejde i morgen, fordi de ikke ved, om deres liv kan være i fare, eller om de bliver skudt, siger hun.
Producer blev ramt i ryggen
Den umiddelbare melding fra det israelske militær var ifølge Reuters, at israelske soldater skød tilbage, efter at de var kommet under "massiv beskydning" i Jenin.
Militæret sagde i første omgang, at journalisterne muligvis kan være blevet ramt "af bevæbnede palæstinensere".
Nyhedsbureauet Associated Press har dog talt med den dræbte journalists producer, den palæstinensiske journalist Ali Samoudi, der selv blev ramt i ryggen ved skudepisoden.
Han er i stabil tilstand og fortæller, at der hverken var militante eller civile i området, da en lille gruppe af journalister blev ramt af skud.
Han afviser forklaringen om, at militante palæstinensere skulle have skudt på journalisterne, "som løgn".
Kræver undersøgelse af drab
Drabet på journalisten fordømmes af organisationen International Media Support, der arbejder for at beskytte journalister i konfliktområder.
Organisationen siger, at det "ligner en ulovlig henrettelse" fra en "statslig aktør".
- Abu Akleh bar en presse-vest og en hjelm, da hun blev myrdet. Hun blev dræbt af et skud til den ubeskyttede del af hendes hoved, skriver organisationen.
Det er ikke første gang, at den israelske hær anklages for at ramme medierne.
Sidste år ramte et israelsk luftangreb en bygning i Gaza, der husede blandt andet nyhedsbureauet Associated Press og tv-stationen Al Jazeera.
USA's FN-ambassadør, Linda Thomas Greenfield, opfordrer til en grundig undersøgelse af hændelserne i Jenin.
- Vi opfordrer begge sider til at deltage i denne undersøgelse, så vi kan komme til bunds i, hvorfor dette skete, siger ambassadøren.
Det samme krav kommer fra EU.
- Det er nødvendigt, at en grundig, uafhængig undersøgelse kommer til bunds i hændelsens omstændigheder hurtigst muligt, og at de ansvarlige bliver stillet til ansvar, lyder det i en udtalelse fra EU's udenrigstjeneste.
Kan blive et problem
Ifølge Anders Jerichow, seniorkorrespondent hos Politiken, der har dækket Israel-Palæstina konflikten i mange år, kan drabet være et problem for den israelske regering.
Israel vil i forvejen etablere 4.000 nye bosættelser på Vestbredden, hvilket ikke er populært hos den amerikanske præsident, Joe Biden, der planlægger et besøg til juni.
- Det her drab vil, hvis det virkelig holder stik, at det er en israelsk soldat, der har skudt en palæstinensisk journalist, gøre det vanskeligere for Israel, siger han.
- Både i forhold til de arabiske lande, som de indtil for ganske nyligt er kommet på bedre fod med, og over for lande, som Israel betragter som sine nære allierede især USA, siger Anders Jerichow.