Stjerner hylder afdød basketball-legende ved grammyshow

Kobe Bryant mistede søndag livet i et helikopterstyrt nær sin gamle hjemmebane, hvor grammyshowet afholdes.

Grammyvært Alicia Keys ses her sammen med bandet Boyz II, mens Kobe Bryant vises på storskærm. (Foto: Mario Anzuoni. © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Grammyuddelingen blev natten til mandag dansk tid indledt med en hyldest til basketball-legenden Kobe Bryant, der søndag mistede livet i en ulykke.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Prisuddelingen afholdes på Stables Center i Los Angeles, som var Kobe Bryants tidligere hjemmebane.

Ikke langt herfra styrtede en helikopter ned få timer før showet, hvilket kostede 41-årige Kobe Bryant, hans 13-årige datter Gianna og syv andre mennesker livet.

- I aften er for Kobe, sagde popstjernen Lizzo, da hun gik på scenen for at åbne grammyshowet med sangene "Cuz I Love You" og "Truth Hurt" til stående bifald fra salen.

  • Kirk Franklin, John Legend and Dj Khaled optræder, mens Kobe Bryant vises på storskærm. (Foto: Robyn BECK © Scanpix)
  • Kobe Brynts trøjer bliver lyst op under grammyshowet. (Foto: Kevork Djansezian © Scanpix)
  • Kobe Bryant blev hyldet under aftenens grammyshow. (Foto: Robyn BECK © Scanpix)
1 / 3

' Vi føler stor sorg'

Sangerinden Alicia Keys, der er årets grammyvært, indledte derefter showet med endnu en hyldest til den afdøde basketballstjerne.

- Vi føler alle en stor sorg lige nu, fordi Los Angeles, USA og hele verden tidligere i dag mistede en helt, sagde hun.

- Vi står bogstaveligt talt her, knuste, i det hus, som Kobe Bryant byggede, fortsatte hun med henvisning til, at showet blev afholdt på Bryants tidligere hjemmebane.

  • Kobe Bryant vandt fem gange NBA for Los Angeles Lakers, som han repræsenterede fra 1996 til 2016. 18 gange er han blevet All Star-spiller. I sin afskedkamp lavede han svimlende 60 point i Lakers' 101-96-sejr over Utah Jazz. (Foto: Frederic J. BROWN © Scanpix)
  • NBA-legenden Kobe Bryant bliver mindet på en væg i Los Angeles efter sin død i et helikopterstyrt. Ni personer mistede livet - heriblandt også Kobe Bryants 13-årige datter. (Foto: APU GOMES © Scanpix)
  • Helikopteren styrtede i tåget vejr i Calabasas tæt ved Los Angeles. 41-årige Kobe Bryant spillede i hele sin karriere for klubben Los Angeles Lakers. (Foto: mark Ralston © Scanpix)
  • I 2018 vandt Kobe Bryant sammen med illustratoren Glen Keane en Oscar for bedste animerede kortfilm. "Dear Basketball" er baseret på det åbne brev, som Kobe Bryant skrev i 'The Players' Tribune', da han annoncerede sit karrierestop i 2015. (Foto: Frederic J. BROWN © Scanpix)
  • Kobe Bryant blev født i Philadelphia, men takket være faderens basketballkarriere flyttede han som seksårig med familien til Italien. Statsborgerskabet forblev dog amerikansk, og Kobe Bryant var senere med til at vinde to olympiske guldmedaljer med USA's basketballlandshold. (Foto: Nicolas ASFOURI © Scanpix)
  • I 2003 blev Kobe Bryant beskyldt for seksuelt overfald på en 19-årig hotelansat. Sagen endte med en offentlig undskylding fra Kobe Bryant til den unge kvinde, som han desuden indgik forlig med i et civil søgsmål. (Foto: Frederic J. BROWN © Scanpix)
  • Overalt i Los Angeles er folk mødt op for at mindes byens store basketballhelt Kobe Bryant, der søndag mistede livet i et helikopterstyrt. Her bliver der lagt blomster ved LA Live plaza foran Staples Center i Los Angeles, Kobe Bryants gamle hjemmebane. (Foto: APU GOMES © Scanpix)
  • Graffiti overalt i byen minder indbyggerne i Los Angeles om, at de søndag mistede basketballlegenden Kobe Bryant, der blot blev 41 år. (Foto: ADAM S DAVIS © Scanpix)
1 / 8

Kobe Bryant spillede i to årtier for holdet Los Angeles Lakers, som hører til på Staples Center.

Efterfølgende fik hun selskab af bandet Boyz II Men på scenen. Sammen opførte de en a capella version af sangen "It's So Hard to Say Goodbye", som var dedikeret til Bryant.

/ritzau/