Stor dæmning i Ukraine sprængt i luften

Dæmningen forsyner borgere på Krim med rent drikkevand, fortæller DR's udsendte i området.

Russiske styrker har sprængt dæmningen Nova Kakhovka i Kherson i luften, hævder den sydukrainske militære kommandoenhed ifølge nyhedsbureauet Reuters her til morgen.

På sociale medier florerer videoer, der angiveligt viser ødelæggelserne af dæmningen. The Kyiv Independent, et ukrainsk medie, har blandt andet lagt denne video op.

Ifølge Reuters kan det udløse store oversvømmelser i et stort område af det sydlige Ukraine.

Den russisk-indsatte borgmester i byen Nova Kakhova afviser ifølge det statslige russiske nyhedsbureau RIA, at det skulle være sket. Dog skriver et andet statsligt russisk nyhedsbureau, Tass, at dæmningen er ødelagt, melder Reuters.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har indkaldt til krisemøde ovenpå sprængningen. Det oplyser Oleksij Danilov, sekretær for Ukraines Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd.

Evakueringerne er begyndt

Ifølge Oleksandr Prokudin, den ukrainske guvernør i regionen Kherson, er evakueringerne i de værst ramte områder allerede begyndt.

- Vandet vil nå et kritisk niveau om fem timer. Evakueringerne i fareområdet er begyndt, siger han i en video på Telegram tirsdag morgen.

Ifølge det britiske medie The Guardian har ukrainsk politi også henvendt sig til borgerne i området og bedt dem om at lade sig evakuere.

- Sluk alle elektriske apparater. Tag dokumenter og vigtige ting med. Tag jer af hinanden og jeres kæledyr. Følg instruktionerne givet af reddere og politi, skriver myndighederne på Telegram.

DR's journalist Anna Gaarslev, som lige nu befinder sig i Ukraine, fortæller, at dæmningen er vigtig, fordi den forsyner borgere på Krim med rent drikkevand.

- Så man taler allerede nu om, at det her har vidtrækkende konsekvenser for drikkevands- og energiforsyningen i mange år.

- Det kan blive rigtig slemt. For energiforsyningen og for menneskers mulighed for at bo, hvor de bor. Man taler om en energimæssig katastrofe, som kan tage årtier at genoprette, siger hun.

Dæmningen i Nova Kakhovka fotograferet 6. juni. (© Energoatom State Company/Reuters/Ritzau Scanpix)