Storbrand i Canada kan vare i månedsvis

Skovbrand i det vestlige Canada er nu så stor, at den er ved at brede sig til naboprovins.

  • Branden fylder et område, der er tre gange Bornholms størrelse og den har allerede ødelagt 1.600 hjem. (Foto: scott olson © Scanpix)
  • Politiet har afspærret flere veje på grund af røg og går selv med masker for at trække vejret. (Foto: COLE BURSTON/ © Scanpix)
  • I store konvojer bliver folk evakueret fra byen Fort McMurray i Vestcanada. (Foto: COLE BURSTON/ © Scanpix)
1 / 3

Lokale har beskrevet den massive brand i det vestlige Canada som helvede på jord.

Og skovbranden i provinsen Alberta er forsat ikke slukket. Nu siger lokale myndigheder, at brandfolkene kan risikere at skulle slås mod flammerne i flere måneder.

Alene det seneste døgn har den spredt sig til et område, der er dobbelt så stort, så den nu fylder et område på 200.000 hektar.

Branden kan være på vej til true naboprovinsen Saskatchewan, fordi vejret forsætter med at være varmt og tørt, skriver BBC.

- På ingen måder er branden under kontrol, siger lederen af Alberta-provinsen, Rachel Notley.

Mere end 80.000 mennesker er siden begyndelsen af denne uge blevet evakueret fra den hårdest ramte by Fort McMurray.

Men der mangler stadig at blive evakueret tusindvis af mennesker fra byen.

Hele kvarterer er fuldkommen brændt ned til grunden, og indbyggerne må indstille sig på, at der kan gå meget lang tid, før de kan vende hjem. Ilden har allerede ødelagt over 1.600 bygninger.

Helt mirakuløst er ingen mennesker hverken døde eller kommet til skade.

Canadierne beder nu til vejrguderne om regn til egnen, hvor nedbør ikke er set i månedsvis. Og tørken giver alt for gunstige forhold til ilden, der vil brede sig og brede sig.

Sagen kort

  • Branden startede af uvisse årsager i det knastørre område for en uge siden.

  • Den store evakuering har varet i flere dage. I store konvojer med 50 biler ad gangen har politiet eskoteret folk væk fra flammerne. Flere tusinde mennesker er desuden evakueret med fly, idet mange veje er lukket på grund af for kraftig røgudvikling.

  • Frygten er, at flammerne når de store oliefelter, som ligger i området. Her er verdens tredjestørste oliereserve, og det kan true Canadas økonomi, hvis branden ødelægger olieproduktionen, skriver ABC News.

Facebook
Twitter