Det britiske udenrigsministerium har bedt regeringens ministre og diplomater om at droppe vendingen "krig mod terror". Det sker for ikke at provokere muslimer, skriver den britiske avis The Observer.
Vendingen, der første gang blev brugt af USA's præsident George W. Bush, kan "give bagslag", når den "tages ud af sin sammenhæng", fremhæver en talsmand for udenrigsministeriet i et brev, der er sendt til britiske diplomater og talsmænd verden over.
Strategisk vendepunkt
Selv om den britiske udenrigsminister, Margaret Beckett, ikke har brugt formuleringen i en officiel tale siden juni, markerer beslutningen et strategisk vendepunkt, og den understreger den stigende uenighed mellem USA-regeringens og Storbritanniens syn på Mellemøsten.
Det Hvide Hus oplyser, at den amerikanske regering ikke har lignende planer om at lægge formuleringen "krigen mod terror" på hylden.