Storbritannien er bekymret for menneskerettighederne i Pakistan

Pakistan er for første gang kommet på Storbritanniens liste over lande, hvor menneskerettighederne er under pres.

Mennskerettighederne i Pakistan har fået trange kår efter undtagelsestilstanden, skriver den britske regering i sin årlige rapport om menneskerettigheder. (Foto: Arif Ali © Scanpix)

Storbritannien har for første gang i historien inkluderet Pakistan på den liste over lande, hvor den britiske regering mener, at der er grund til bekymring over menneskerettighederne.

Årsagen er, at der er sket "meget få fremskridt" på de områder, hvor den pakistanske regering havde lovet at forbedre de menneskeretslige forhold.

På linje med Zimbabwe

I det britiske udenrigsministeriums årlige rapport om menneskerettigheder, som udkom tirsdag, er Pakistan derfor i selskab med lande som Kina, Iran, Rusland, Saudi-Arabien og Zimbabwe, hvor menneskerettighederne har trange kår.

I rapporten understreges det, at listen på i alt 21 lande "ikke er en rangliste over lande, vi betragter som de værste krænkere", men at listen "fokuserer på lande, hvor menneskeretsspørgsmål skaber bekymring for os, eller hvor vi har rettet en stor opmærksomhed hen".

Undtagelsestilstanden gjorde ondt værre

Det er især perioden efter den pakistanske præsident Pervez Musharraf indførte undtagelsestilstand i november sidste år, der har gjort, at søgelyset er rettet mod Pakistan.

Den pakistanske regering har udtrykt ønske om at styrke menneskerettighederne i landet, men løfter om forbedringer inden for områder som tortur, borgerrettigheder og politiske rettigheder er langt fra opfyldt, står der i den britiske rapport.

Facebook
Twitter