Storbritannien finder den store pisk frem: Festdeltagere risikerer bøder på 50.000 kroner

Samtidig overvejer regeringen at give briter 4.200 kroner for at selvisolere, så de ikke tager syge på arbejde.

Britisk politi har den seneste tid måttet rykket ud til flere piratfester. Nu strammes skruen, oplyser indenrigsminister Priti Patel. (Foto: Matt Dunham © Scanpix)

Mens millioner af briter hver dag gør deres for at bremse den voldsomme coronasmitte i landet, så er der et lille mindretal, der nægter at rette ind.

Og de kan nu se frem til at blive straffet hårdt.

Det var budskabet fra den britiske indenrigsminister, Priti Patel, der i går holdt pressemøde om nye sanktionsmuligheder over for deltagere ved piratfester.

Her kom det frem, at engelske festdeltagere fra næste uge kan se frem til en bøde på 6.700 kroner, hvis ordensmagten fanger dem ved en forbudt privatfest. Herefter bliver bøden fordoblet for hver gentagne overtrædelse helt op til et maksbeløb på 53.500 kroner.

- Det er bevist, at den slags uansvarlig opførsel udgør en klar sundhedsrisiko, lyder det fra Patel.

Hidtil har bøden lydt på 1.700 kroner, mens arrangører af piratfester med over 30 deltagere har risikeret bøder på op til 84.000 kroner - og dem er der givet 250 af indtil videre.

Men nu strammes skruen altså, og politiet er klar til at føre regeringens hårde kurs ud i livet, lyder det fra politichef Martin Hewitt.

- Det her handler om at redde liv. Når vi ser folk udsætte andre og sig selv for fare, vil vi ikke spilde tid ved at prøve at diskutere med dem. De viser intet hensyn til andres eller deres egen sikkerhed.

Det samme budskab finder man hos Londons sundhedschef, Vin Diwakar, der i går sammenlignede overtrædelserne med at tænde lyset under mørklægningen under Anden Verdenskrig, hvor tyskerne sønderbombede London.

- Det bringer ikke kun dit hus i fare. Det bringer hele gaden og hele dit samfund i fare.

Mange har ikke råd til at gå i selvisolation

Mens den store pisk blev præsenteret på gårsdagens pressemøde, så melder en række store medier i dag, at den britiske regering også overvejer at finde en gulerod frem.

De beretter nemlig, at regeringen overvejer at kompensere briter med knap 4.200 kroner, hvis de går i selvisolation efter en positiv coronatest

Historien er på forsiden af en række britiske aviser i dag - herunder Daily Mail og The Guardian, som set regeringsdokumentet:

Ifølge The Guardians oplysninger er regeringen bekymret, efter en meningsmåling har vist, at blot 17 procent af briter med symptomer lader sig teste på grund af frygt for at skulle melde sig syge, hvis de bliver testet positive for covid-19.

Syge briter har nemlig kun krav på 800 kroner om ugen fra deres arbejdsgiver under sygdom.

Financial Times slog i efteråret fast, at Storbritannien havde den laveste grad af dækning for betalte sygedage blandt landene i OECD. Samtidig er det særligt de briter, der ikke kan arbejde hjemmefra og har med andre mennesker at gøre, der er mest økonomisk udsatte, hvis de melder sig syge.

Det nuværende system er derfor blevet kritiseret for at forværre epidemien ved at tvinge folk til at tage på arbejde, selv om de er syge.

Kompensationen på 4.200 kroner kan koste den britiske statskasse over 16 milliarder kroner om måneden, skriver The Guardian, men det kan begrænses ved eksempelvis kun at lade det omfatte personer, der ikke kan arbejde hjemmefra.

Pressede hospitaler

Onsdag satte Storbritannien en ny trist rekord, da man registrerede 1.820 covid-dødsfald på et enkelt døgn - det højeste antal hidtil. I skrivende stund har mindst 94.765 briter mistet livet med coronavirus.

Samtidig er landets sundhedssystem banket i knæ efter et stort udbrud af den mere smitsomme corona-variant B117, der i december blev opdaget i den sydlige del af England og fik en lang række lande til at lukke for indrejse fra Storbritannien.

  • Kø på en natklub nord for London. Det er dog ikke berusende shots, men derimod vacciner, som folk står i kø til på natklubben, der for tiden fungerer som vaccinecenter. (Foto: Paul Childs © Scanpix)
  • Briterne vaccinerer i øjeblikket 200 personer i minuttet, men det forhindrer ikke hospitalerne i at blive overrendt som følge af en stor smittebølge. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)
1 / 2

I øjeblikket er knap 40.000 covid-patienter indlagt på de britiske hospitaler, hvilket er næsten dobbelt så mange som under sidste års top. Det presser sygehusene så meget, at man har indkaldt militærfolk for at assistere, samtidig med at man skruer ned for mængden af kunstig ilt til patienterne, mens organtransplantationer er sat på pause, beretter New York Times.

Store dele af det britiske samfund er i øjeblikket lukket ned, og det er for tidligt at vurdere, hvornår man kan begynde at genåbne, lød det i går fra Boris Johnson, der pegede på udfordringen med den nye variant.

- Der er ikke nogen tvivl om, at den spreder sig meget hurtigt. Den er ikke mere dødelig, men den er meget mere smitsom, lød det fra Johnson, der opfordrede sine landsmænd til at blive hjemme.

- Det er helt afgørende i ugerne, vi har foran os, der uden tvivl kommer til at blive hårde.

Indtil videre gælder den engelske nedlukning indtil udgangen af marts, mens nedlukningerne i Wales, Nordirland og Skotland udløber før, men forventes at blive forlænget.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter