Storbritannien har skiftet mening om rejser til Portugal: Nu har tusinder af briter travlt med at komme hjem

Den britiske regering frygter, at rejser til udlandet kan bringe landets sidste genåbningsfase i fare.

Fra næste uge skal briter i karantæne, når de vender hjem fra Portugal. (Foto: Pedro Nunes © Ritzau Scanpix)

Mens rejselystne danskere i eftermiddag glædeligt kunne læse, at store dele af Europa åbner, så sidder der formentlig tusindvis af briter og har feriestress.

For mens rejser til en række lande ikke længere frarådes for danskere, så går det den modsatte vej for briterne.

I går annoncerede den britiske regering nemlig, at yderligere syv lande ryger på den såkaldt røde liste, og samtidig fjerner man Portugal fra den såkaldt grønne liste på tirsdag. Dermed mister briterne deres mest tilgængelige feriedestination.

Samtidig er tusinder af briter i øjeblikket på ferie i Portugal, fordi de britiske skoler holder ferie, og mange står derfor nu i en situation, hvor de skal forsøge at komme hjem inden klokken 04.00 på tirsdag.

Ellers vanker der 10 dages karantæne.

Det har ifølge BBC fået prisen på en enkeltbillet fra badebyen Faro til London til at stige til knap 4.700 kroner.

Den britiske turist Gary Candlish er skuffet. Han ankom til Portugal i går:

Kritik fra flere sider

Det er blot tre uger siden, at Portugal kom på briternes grønne liste, men nu bliver det sydeuropæiske land altså fjernet igen.

Meldingen fra den britiske transportminister, Grant Shapps, er, at man har valgt at følge et forsigtighedsprincip. Han fortalte i går, at beslutningen skyldes voksende smittetal og bekymringer om en nepalesisk coronamutation.

WHO oplyser, at man ikke kender til nye variationer fra Nepal. Der findes dog en mutation, der er opdaget i blandt andet Nepal, som der også er fundet 12 tilfælde af i Portugal og 36 i Storbritannien, påpeger BBC.

Den britiske beslutning har mødt vrede og forundring i Portugal, hvor der peges på, at de portugisiske smittetal minder om de britiske.

Portugals udenrigsministerium kaldte i går logikken bag den britiske beslutning for "ubegribelig".

Danskere frarådes ikke at rejse til Portugal, da der er under 50 smittede pr. 100.000 indbyggere:

Der er også kras kritik fra luftfartsindustrien, der står til at blive ramt af udviklingen. Her finder man blandt andet den bramfri Ryanair-direktør, Michael O'Leary, som ikke holder igen med sin kritik af Johnson-regeringens beslutning.

- De finder på tingene undervejs. Det er yderligere forkludring af corona-genopretningen fra Johnson-regeringen, og han har ulykkeligvis skabt unødvendig forstyrrelse og bekymring for hundredtusinder af britiske familier, lyder meldingen fra Ryanair-bossen over for BBC.

Kovendingen er på forsiden af en lang række britiske aviser i dag:

Hos konkurrenten EasyJet var der i går også skarp kritik af regeringens beslutning om at ændre rejsevejledningen for Portugal med få dages varsel.

- Regeringen har valgt at rive sit eget regelsæt i stykker og ignorere videnskaben og kaste folks planer ud i kaos uden varsel eller alternative muligheder for at rejse fra Storbritannien. Beslutningen afskærer sådan set Storbritannien fra resten af verden, lød meldingen fra EasyJets direktør, Johan Lundgren, ifølge The Independent.

Han fortæller i dag, at man sætter flere fly ind for at hjælpe folk med at komme hjem, inden de nye regler træder i kraft.

- Vi ved fra vores kunder, hvor stort et slag denne pludselige beslutning om at sætte Portugal på den orange liste er, siger Johan Lundgren, ifølge Sky News.

Fremover er det kun Brunei, Færøerne, Gibraltar, Island, Israel, Singapore, Australien og New Zealand samt en række øer med tilknytning til Storbritannien, som er at finde på den britiske grønne liste.

Den britiske turist Will Foster er en af de heldige, der rejser hjem, før de nye regler træder i kraft:

Stigende smitte i Storbritannien

Storbritannien har tidligere været ekstremt hårdt ramt af coronakrisen, som har kostet over 128.000 briter livet. Men landet har nydt stor succes på vaccinefronten, og i går kunne Boris Johnson annoncere, at over halvdelen af Storbritanniens voksne befolkning nu er færdigvaccineret.

Succesen har også været synlig i statistikkerne, hvor det gennemsnitlige daglige britiske dødstal har været et-cifret - et godt stykke under de mørkeste dage i januar, hvor det gennemsnitlige daglige dødstal rundede 1.200.

Men i den seneste tid er det gået den forkerte vej med smitten, og ifølge de seneste estimater ligger det britiske kontakttal på mellem 1,0 og 1,2.

I dag registrerede briterne 6.238 nye coronatilfælde, hvilket er det højeste siden slutningen af marts, og flere britiske eksperter udtrykker bekymring omkring spredningen af den såkaldte indiske variant.

Det er dårligt nyt for Boris Johnsons regering, som om ti dage skal tage stilling til, om man vil fjerne de sidste engelske coronarestriktioner den 21. juni som planlagt. Dagen er blevet døbt "freedom day", men de stigende smittetal fører til voksende skepsis.

Blandt andet fra en uafhængig ekspertgruppe, som i dag frarådede den planlagte fulde genåbning sidst på måneden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk