Storbritannien om beslaglagte skibe: 'Ekstremt bekymrende'

Et britisk og et liberisk skib er angiveligt blevet tilbageholdt ved Hormuzstrædet, hvor der i øjeblikket er store spændinger.

Irans Revolutionsgarde oplyser fredag, at den har beslaglagt et britisk skib i det højspændte område ved Hormuzstrædet. Derudover er et liberisk skib angiveligt også beslaglagt. (Foto: TOMMY_CHIA © Scanpix)

Irans Revolutionsgarde oplyser fredag, at den har tilbageholdt et britisk skib i Hormuzstrædet.

Derudover blev et liberisk skib, der ejes af et Glasgow-baseret firma, også beslaglagt kortvarigt, men fik lov til at sejle videre, efter det var blevet undersøgt af bevæbnede vagter, skriver BBC.

- Jeg er ekstremt bekymret over Irans beslaglæggelse af to skibe, udtaler Storbritanniens udenrigsminister, Jeremy Hunt, ifølge Reuters.

- Jeg vil hurtigst muligt deltage i et nationalt sikkerhedsmøde for at vurdere, hvad vi ved, og hvad vi kan gøre for hurtigt at sikre frigivelsen af de to skibe - et britisk og et liberisk skib, siger Jeremy Hunt.

Han kalder beslaglæggelsen helt uacceptabel.

- Det er essentielt, at der er ret til at navigere frit, og at alle skibe kan bevæge sig sikkert i området, siger Hunt.

Tilbageholdelserne markerer den seneste optrapning i et højspændt område.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om det britiske olieskib 'Stena Impero'.

Det liberiske skib 'Mesdar', der ejes og drives af det Glasgow-baserede firma Norbulk, havde ifølge The Guardian en pludselig omledning fra sin kurs mod den saudiske havn Ras Tanura. Sporingsdata viser, at skibet bevægede sig mod nord mod den iranske kyst, inden der tilsyneladende blev slukket for sporingssignalet.

Skibets operatør kunne så senere oplyse, at skibet var blevet beslaglagt kortvarigt, men så fik lov til at fortsætte sin rute.

Årsagen til tilbageholdelsen af det britiske skib skulle ifølge Irans Revolutionsgarde være, at skibet har overtrådt international lov.

Hastemøde i nødkommité

Storbritanniens regerings nødkommité mødes netop nu til et hastemøde omkring hændelsen, skriver Reuters.

- Vi søger omgående yderligere information og vurdering af situationen efter rapporter om en hændelse i Golfen (Den Persiske Golf, red.), siger en talsmand for Storbritanniens Forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet.

Irans Revolutionsgarde oplyser ifølge nyhedsbureauet, at tankeren er blevet tilbageholdt på grund af "manglende overholdelse af internationale maritime love og regler".

Ifølge Irans statslige nyhedsbureau, IRNA, havde det britiske skib ignoreret advarsler.

Ejer kan ikke komme i kontakt med skib

Ejeren af skibet, Stena Bulk, og Northern Marine Management, der også hører under Stena, oplyser, at man "i øjeblikket ikke er i stand til at komme i kontakt med skibet".

- Stena Bulk og Northern Marine Management kan bekræfte, at det britisk registrerede fartøj ‘Stena Impero’ er blevet mødt af uidentificerede små skibe og en helikopter under transit i Hormuzstrædet, mens fartøjet var i internationalt farvand. Vi er i øjeblikket ude af stand til at kontakte fartøjet, skriver rederiet i en pressemeddelelse.

Selskabet oplyser, at der var 23 personer om bord på skibet. Der har fredag aften ikke været nogen meldinger om tilskadekomne.

Der er tale om det britiske olieskib "Stena Impero". Det skal ifølge Irans Revolutionsgarde have overtrådt internationale søfartsregler. (Foto: Stena.com)

Det er angiveligt myndighederne i den iranske provins Hormozgan, der har bedt om, at skibet skulle beslaglægges.

Det er den seneste optrapning af en særdeles højspændt situation i området ved Hormuzstrædet, der forbinder Den Persiske Golf og Omanbugten.

Torsdag meddelte USA, at man havde skudt en iransk drone ned i området.

Det er fredag dog blevet afvist af Iran.

Det Hvide Hus oplyser ifølge Reuters, at USA er opmærksom på rapporter om en iransk beslaglæggelse af en britisk olie-tanker.

USA's præsident Donald Trump har udtalt, at han vil drøfte sagen med Storbritannien.

Konflikt-optrapning

Torsdag i sidste uge oplyste den britiske regering, at tre krigsskibe, som menes at være fra Iran, har forsøgt at standse et britisk olietankskib i at sejle gennem Hormuzstrædet. Dette skete efter, at et iransk tankskib med råolie blev tilbageholdt af britiske flådefartøjer ud for Gibraltar.

Det blev begrundet med, at tankskibet i strid med EU's sanktioner skulle aflevere sin last i Syrien.

Ifølge seniorforsker i Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Helle Malmvig var der tale om en klar hævnaktion fra Irans side, efter Storbritannien havde beslaglagt det iranske olietankskib.

- Iran har ønsket at signalere, at landet er parat til at besvare alle fjendtligheder, men samtidig vil man ikke eskalere konflikten, sagde Helle Malmvig.

Det britiske skibsfartskammer opfordrer til øget sikkerhed for skibe i området ved Hormuzstrædet. Det siger kammerets chef, Bob Sanguinetti, ifølge Reuters.

Facebook
Twitter