Storbritannien skal se på aktiv dødshjælp

I Storbritannien har en scleroseramt kvinde tvunget politikerne til at gøre lovgivningen om aktiv dødshjælp mere klar.

Politikerne i Storbritannien skal nu diskutere reglerne omkring aktiv dødshjælp. (© iStockphoto)

Aktiv dødshjælp er ulovlig i Storbritannien, men selvom det alligevel finder sted, er det yderst sjældent, at familiemedlemmer til uhelbredeligt syge bliver straffet for at yde den form for hjælp.

Sclerosesyg

Brittiske Debbie Purdy er 46 år og allerede så hårdt ramt af sclerose, at hun må sidde i kørestol. Hun kan kun se frem til, at smerterne bliver værre. Derfor har hun presset på det britiske retssystem for at få at vide, om hendes mand bliver straffet, hvis han hjælper hende med at dø, når smerterne til sin tid bliver for svære.

Hård straf

I Storbritannien kan aktiv dødshjælp straffes med 14 års fængsel, hvis man for eksempel hjælper et familiemedlem med at dø. Men i praksis er det kun ganske få som faktisk bliver dømt for at yde aktiv dødshjælp.

Udlandet

Omkring 100 briter er de senere år rejst med et uhelbredeligt sygt familiemedlem til lande som for eksempel Schweiz, hvor aktiv dødshjælp er tilladt. De har altså hjulpet deres kære med at dø under et ophold i udlandet. Alligevel er de ikke blevet dømt, når de er kommet tilbage til Storbritannien.

Lovgivningen

Nu har Debbie Purdy fået Storbritanniens højeste retsindstans' ord for, at der skal styr på situationen. Lovgivningen skal være mere klar. Skal - eller skal familiemedlemmer ikke - dømmes for at have ydet aktiv dødshjælp i udlandet? Det politiske udredningsarbejde skal give Debbie Purdy et klart svar på, om hendes mand bliver straffet, hvis han rejser med hende til Schweiz for, at de i fællesskab kan afslutte hendes liv.

Facebook
Twitter