Storbritannien vil have europæiske lande til at beskytte skibe i Hormuzstrædet

Udenrigsminister Jeremy Hunt siger, at Iran agerer som pirater.

Udenrigsminister Jeremy Hunt fortalte i dag om situationen i Hormuzstrædet. (Foto: handout © Scanpix)

Storbritannien vil udvikle en Europa-ledet flådemission, som skal beskytte skibe, der sejler igennem Hormuzstrædet.

Det sker efter, at Iran i fredags beslaglagde en britisk olietanker i området.

Den britiske udenrigsminister, Jeremy Hunt, anklagede i dag Iran for at agere som pirater, og at deres handlinger ville blive mødt med stærke, internationale løsninger.

Jeremy Hunt kom kun med få detaljer om, hvad de løsninger indebærer, men sagde, at Storbritanniens europæiske allierede ville spille en vigtig rolle i at holde skibsfarten åben i Hormuzstrædet.

- Vi vil forsøge at sammensætte en europæisk ledet maritim beskyttelsesmission for at understøtte sikker passage for besætning og last i denne vigtige region, sagde han.

Han fortalte hverken, hvilke lande der er tale om, eller hvornår det bliver sat i værk.

Beslaglæggelsen var gengæld

Ifølge Vogternes Råd i Iran var beslaglæggelsen af det britiske skib gengældelse for Storbritanniens rolle i beslaglæggelsen af en iransk olietanker to uger tidligere.

Det har den iranske udenrigsminister dog i dag modsagt. Han siger til gengæld, at Iran fulgte international lov, og at landet ikke søger konfrontation.

Det iranske skib blev tilbageholdt ved Gibraltar under mistanke om, at det skulle fragte olie til Syrien. Det ville være i strid med EU's sanktioner.

Talsmand for Irans regering Ali Rabiei sagde i dag, at der er mulighed for diplomatiske løsninger på situationen, men retfærdiggjorde samtidig Irans handlinger.

- Når I ulovligt beslaglægger et skib i Gibraltar, anser vi det ikke for nødvendigt at vise tolerance, sagde han og fortsatte:

- Nogle lande har bedt om øjeblikkelig frigivelse af det britiske tankskib. Vi beder de lande om at give samme anmodning til Storbritannien først.

Kan ikke eskortere alle skibe

Iran frigav for første gang i dag en video af besætningen, hvor de alle tilsyneladende er uskadte.

Et satellitfoto af den iranske havn Bandar Abbas viser det britiske skib. (Foto: handout © Scanpix)

Besætningen er hovedsagelig indisk, men også filippinske, russiske og lettiske statsborgere er i blandt.

Theresa May, den britiske premierminister, indkaldte tidligere i dag til et hastemøde om, hvordan Storbritannien skal agere på Irans handlinger.

Hendes talsmand James Slack sagde efterfølgende, at det ikke er muligt at give en individuel flådeeskorte til alle britiske skibe.

Ifølge søfartsmediet Lloyd's List er der på nuværende tidspunkt ingen skibe under britisk flag, der er på vej mod Den Persiske Golf.

Otte fartøjer er forankret der, efter regeringen rådede skibe til at undgå at sejle gennem Hormuzstrædet.

Konflikten i Hormuzstrædet

  • 8. maj: Irans præsident Hassan Rouhani siger på iransk stats-tv, at landet vil genoptage berigelsen af uran på højt niveau, hvis ikke EU-landene skærmer Iran mod USA's sanktioner.

  • 10. maj: USA meddeler, at landet har sendt B52-bombefly til Qatar, ligesom hangarskibet "Abraham Lincoln" er på vej til regionen på grund af en trussel fra Iran.

  • 13. maj: Fire tankskibe bliver udsat for sabotage nær havnebyen Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater. To af skibene er saudiske. Iran anklages for at stå bag sabotagen, men det afviser iranerne

  • 13. juni: To olietankskibe bliver angrebet med sprængladninger i Omanbugten. USA anklager Iran for at stå bag, men det afviser landet. Ingen kom til skade ved angrebene.

  • 20. juni: Iran skyder en amerikansk drone ned i Hormuzstrædet. Iran hævder, at dronen befandt sig over iransk farvand, men det afviser USA.

  • 4. juli: Den iranske olietanker "Grace 1" bliver beslaglagt ved Gibraltar med hjælp fra britiske marinesoldater. Det sker på mistanke om, at skibet er på vej med råolie til Syrien i strid med EU's sanktioner. Iran afviser, at det er tilfældet og kræver skibet frigivet.

  • 18. juli: Donald Trump hævder, at det amerikanske krigsskib "USS Boxer" har nedskudt en iransk drone, efter den kom inden for en kilometer af skibet. Iran afviser dagen efter, at USA har nedskudt en af landets droner.

  • 19. juli: Gibraltar forlænger beslaglæggelsen af "Grace 1" med yderligere 30 dage.

  • 19. juli: Iran beslaglægger den svenskejede olietanker "Stena Impero", der er indregistreret i London, Storbritannien. Ifølge de svenske ejere befandt skibet sig i internationalt farvand på vej gennem Hormuzstrædet.

  • 20. juli: En talsmand fra Vogternes Råd i Iran oplyser, at beslaglæggelsen af den svenskejede olietanker skete som gengæld for tilbageholdelsen af "Grace 1" i Gibraltar.Kilder: Reuters, AP, AFP, Ritzau

Facebook
Twitter