Store fejringer forbudt: Frygt for angreb skygger for Ukraines store festdag

Det er med mere symbolsk manér, at Ukraines 31 års uafhængighed bliver fejret.

Selvom ceremonierne mange steder er nedtonet, bliver den ukrainske uafhængighedsdag stadig fejret i landet. Her i byen Uzhhorod. (Foto: Serhii Hudak © Represented by ZUMA Press)

Det er den 24. august, og sidste år på denne dato vågnede ukrainerne til en storstilet festdag.

De iførte sig nationaldragter med blomstrede broderier og kunne se frem til koncerter og store militærparader ned gennem hovedstaden Kyivs gader.

Sådan forholder det sig normalt for ukrainerne, når de rammer den 24. august, som er landets uafhængighedsdag. Datoen, hvor det skal fejres, at der er gået endnu et år, siden størstedelen af ukrainerne i 1991 stemte for at løsrive sig fra Sovjetunionen.

Men i 2022 er det anderledes.

For Ukraine er i krig, og frygten for, at russerne benytter landets uafhængighedsdag - og i samme omgang krigens halvårsdag - til at udføre nye russiske angreb mod landet, gør, at markeringen sker på en langt mere afdæmpet facon.

- Den pris, vi allerede har betalt, er enorm, og efter det, så er den her helligdag, som i forvejen var symbolsk, nok blive endnu mere symbolsk. I øjeblikket er der formentlig ikke en familie i Ukraine, der ikke har lidt på grund af krigen, siger Halyna Jantjenko, der er medlem af det ukrainske parlament og medlem af samme parti som præsident Zelenskyj.

Den særlige mærkedag vil dog blive fejret med langt mindre fest og med mere symbolsk manér i år.

I Kyiv har myndighederne forbudt offentlige fejringer, mens den har opfordret folk til at tage eventuelle luftalarmer alvorligt og søge ly, hvis sirenerne skulle lyde.

For nogle har de mange advarsler øget nervøsiteten. Det gælder blandt andet Natalja, som har brugt morgenen på at være i kirke og takket de militærfolk, hun har mødt.

Hun er som mange andre tydeligt berørt af krigen og har fået ændret sit syn på og forhold til russerne.

- Det er meget svært at forklare; jeg har familie, der støtter Putin. Men nu siger jeg, at jeg ikke har familie i Rusland - også selvom vi er vokset op sammen her, siger hun.

I hovedstaden har myndighederne taget flere forholdsregler de seneste dage, blandt andet kører metroen i Kyiv sin sidste tur lidt tidligere end sædvanligt, hvilket betyder, at nogle restauranter og butikker også lukker tidligere, så deres medarbejdere kan nå hjem.

Der er droslet ned på meget, fordi man frygter, at Rusland vil udnytte den dobbelte mærkedag til at udføre flere angreb.

- Det er begivenheden, som Putin har kaldt århundredes største geopolitiske katastrofe. (Sovjetunionens opløsning, red.) Så det emmer også af symbolik, hvis man fra russisk side vælger at ramme Ukraine og Kyiv netop i dag, siger DR's journalist i Kyiv, Louise Brodthagen.

  • En kvinde kører forbi en af de ødelagte russiske tanks, som er blevet opstillet på Kyivs hovedgade, Khreshchatyk, i anledning af uafhængighedsdagen. (Foto: GLEB GARANICH)
  • Folk går rundt om de ødelagte russiske militærkøretøjer i det centrale Kyiv. De er en del af en udstilling i gaden i forbindelse med krigens halvårsdag og uafhængighedsdagen. (Foto: Aleksandr Gusev / SOPA Images © © Aleksandr Gusev / SOPA Images)
  • Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskiy, og hans kone lægger blomster til minde for de faldne soldater. (Foto: Ukrainian Presidential Press Ser)
  • Uden for Ukraine er uafhængighedsdagen også blevet fejret. Her er det i Bruxelles i Belgien. (Foto: Stephanie Lecocq)
1 / 4

Folk slentrer mellem sønderknuste russiske kampvogne

Op til mærkedagen har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, advaret om risikoen for "brutale" russiske angreb, og den amerikanske ambassade har opfordret sine borgere til helt at forlade Ukraine af frygt for et øget antal angreb.

Advarslerne har dog ikke fået alt liv i Kyivs gader til at fortrænge.

På en af de mest centrale veje nyder folk, at de har fri, mens de slentrer roligt rundt og kigger på de militærkøretøjer, som er blevet udstillet midt på den brede boulevard.

For andre er det en helt normal arbejdsdag. Det gælder blandt andet for Kateryna Unitjenko, der bor i Kyiv og er på vej til sit job som massør.

- Hvorfor i dag er vigtig? Det er det, fordi vi kæmpede for vores uafhængighed for 31 år siden, og for otte år siden startede en ny krig, og vi kæmper stadig for vores uafhængighed, siger hun og refererer til Ruslands annektering af Krim i 2014.

Nogle har også - trods en nedtonet fejring - alligevel iført sig nationaldragten, fortæller Louise Brodthagen.

Kommer alle til at overholde de formaninger, der er blevet udstukket fra myndighederne?

- Det tror jeg, man må sige nej til. Der har lige været en luftalarm, og den er faktisk stadig i gang. Efter utallige formaninger om, at man skal overholde dem og respektere dem, kan man se, at der stadig er masser af mennesker på gaden. Så det, tror jeg, bliver et nej, siger Louise Brodthagen.

Også den 34-årige parlamentariker Halyna Jantjenko har taget turen ned af den brede boulevard, der går gennem Kyivs hjerte. For det er vigtigt at markere dagen, selvom den også er en påmindelse om de mange ofre, krigen har kostet ukrainerne de seneste måneder.

Hun har selv to små børn, som hun over de seneste fem måneder, blot har set to gange:

- Det gør meget ondt, at mine børn er tvunget til at blive flygtninge i Europa. Jeg ønsker ikke for nogen mor at skulle opleve det, siger hun.

Boris Johnson markerede dagen med blomster og besøg

Også uden for Ukraine markeres mærkedagen.

I døråbningen til den britiske premierministerbolig i Downing Street 10 i London hænger en stor krans lavet af blå hortensiaer og gule solsikker.

Den er opsat for at markere og hylde den ukrainske uafhængighedsdag.

Ukraines uafhængighedsdag bliver også markeret i den britiske premierministerbolig, hvor der er sat en blomsterranke op i farverne fra det ukrainske flag. (Foto: Simon Dawson / Avalon © Avalon All rights reserved.)

Tidligere i dag sendte den britiske premierminister, Boris Johnson, i dagens anledning en videohilsen afsted over Twitter, hvor han lykønskede med 31-årsjubilæet for Ukraines løsrivelse.

Dette blev fulgt op med et surprise-visit i den ukrainske hovedstad her til eftermiddag. Det er Johnsons tredje besøg i landet, siden krigen gik i gang, og premierministeren sørgede for at gengælde gæstfriheden ved ikke at komme tomhændet.

Boris Johnson og præsident Zelenskyj på spadsertur i Kyiv tidligere i dag. (Foto: SERGEI CHUZAVKOV © Ritzau Scanpix)

Boris Johnson, som efter planen går af som premierminister om mindre end to uger, løftede nemlig sløret for en ny omgang britisk militærstøtte til en værdi af knap 480 millioner kroner - herunder i form af 2.000 droner.

Andre statsledere valgte at markere dagen ved at gå til tasterne på sociale medier.

Herunder den litauiske præsident, Gitanas Nausėda, den finske præsident, Sauli Niinistö og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

- På Ukraines uafhængighedsdag vil jeg hylde de modige ukrainske kvinder og mænd, der kæmper for deres frihed og land. Nato har støttet Ukraine siden deres uafhængighed, og I kan fortsat regne med Nato, så længe det varer. Ukraine vil sejre! siger Jens Stoltenberg i en video på Twitter.