Store protester på kæmpe fabrik i Kina - ansatte har været corona-indespærret i ugevis

Kina oplever lige for tiden en eksplosiv smitte i hele landet, der får myndighederne til at lukke flere byer ned.

På Foxconn-fabrikken, der er verdens største iPhone-producent, er der angiveligt gang i et større oprør fra de ansatte. Flere videoer på sociale medier viser kampe mellem ansatte og kampklædt sikkerhedspersonale.

På verdens største iPhone-fabrik i Zhengzhou i det centrale Kina med omkring 200.000 ansatte, er der gang i store protester fra de ansatte.

Det skriver blandt andre nyhedsbureauet AFP og mediet Bloomberg, og to kilder tæt på fabrikken bekræfter desuden overfor nyhedsbureauet Reuters, at protesterne har fundet sted.

På sociale medier florerer flere videoer og billeder, der angiveligt viser hundredvis af ansatte, der slås med sikkerhedsvagter og kampklædt politi på og omkring den corona-lukkede Foxconn-fabrik i Zhengzhou. Nogle videoer viser de ansatte få tæsk af sikkerhedsstyrker i hvide heldragter.

Ifølge avisen The Guardian er der også ubekræftede meldinger om, at politiet har taget tåregas i brug for at nedkæmpe protesterne.

Nyhedsbureauet AP har verificeret denne video, der er filmet af en person, som har været tæt på begivenhederne. Der kan være voldsomme billeder i videoen:

Den enorme fabrik fungerer som et lukket system, der er isoleret fra resten af samfundet på grund af frygt for coronaudbrud.

Det fortæller DR's Kina-korrespondent Philip Róin.

- Det betyder, at mellem 200.000 og 300.000 kinesere har været spærret inde på fabrikken i løbet af efteråret for at sikre, at der ikke kom covid ind på fabrikken.

Det er uvist, hvor mange ansatte der de seneste dage har været indespærret på fabrikken.

Men den seneste tid har der også været stor utilfredshed med lønnen og de generelle arbejdsforhold på fabrikken.

  • Billederne er stilbilleder fra en videooptagelse, filmet af en person tæt på begivenhederne. Her ses en ansat blive omringet af flere personer i hvide beskyttelsesdragter, der er fra myndighederne.
  • Billederne er stilbilleder fra en videooptagelse, filmet af en person tæt på begivenhederne. Her ses flere ansatte i kamp med myndighederne.
  • Billederne er stilbilleder fra en videooptagelse, filmet af en person tæt på begivenhederne. Hundredvis af ansatte og personer fra myndighederne har været involveret i protesterne.
1 / 3

I oktober måned flygtede adskillige ansatte fra fabrikken efter en stigning af coronatilfælde og anklager om dårlig behandling af de ansatte.

- Fabrikken har siden manglet arbejdere, så man har hvervet en masse nye ind. Der er blevet lovet en masse til de her ansatte, der ikke er blevet indfriet. Nu ser vi dem så blande sig med de andre ansatte og tage til genmæle, siger Philip Róin.

Hverken selskabet Foxconn, som ejer fabrikken i Zhengzhou, eller de kinesiske myndigheder har kommenteret på urolighederne.

Eksplosiv stigning i smitte

Oprøret på iPhone-fabrikken er bare den seneste historie fra Kina, hvor landets skrappe coronapolitik er medvirkende til at sætte folks utilfredshed i lys lue.

Men det tyder ikke på, at der bliver mindre af den slags nedlukninger. Faktisk tager mange lokale myndigheder tilløb til at skrue op for de skrappe restriktioner.

Der er nemlig sket en eksplosiv stigning i antallet af smittede, og derfor bliver mere end 25.000 personer hver eneste dag testet positive for covid-19 i Kina for tiden.

Det fortæller Philip Róin.

- Den eksplosive smitte er centreret omkring tre større byer, deriblandt Beijing. Men myndighedernes problem er, at det er begyndt at sprede sig til hele landet. Og over 90 procent af de tilfælde, der bliver registreret, er tilfælde, hvor folk ikke viser tegn på, at de er syge. Og den eneste måde, man kan finde de tilfælde, det er at teste massivt.

Det kan man i de større byer, men det er der ikke penge eller infrastruktur til i de mindre byer, forklarer Philip Róin. Så myndighederne frygter, at antallet af tilfælde er større, end man kan se i de officielle smittetal.

Lempede restriktionerne i denne måned

Kineserne var ellers begyndt at se frem mod en hverdag uden at blive for påvirket af den hårde corona-politik.

Så sent som i denne måned blev restriktionerne nemlig lempet, fortæller DR's korrespondent i Shanghai.

- Der blev præsenteret en plan med 20 punkter af Kinas svar på Kåre Mølbak (tidligere chef for Statens Serum Institut, red.), der var drejebogen for lempelsen af restriktionerne.

- Det har de lokale politikere rundt omkring i landet så tolket forskelligt – nogle har droppet at teste, nogle har droppet at sætte nære kontakter i isolation. Så har der, forudsigeligt nok, været en eksplosion i smitten. Og nu siger Kina-Kåre så i Beijing: "I har misforstået det fuldstændigt, så nu går vi i gang med at lukke ned igen."

  • Store områder i Beijing er nærmest mennesketomme, efter at indbyggerne er blevet kraftigt opfordret til at arbejde hjemme. (Foto: © Thomas Peter, Ritzau Scanpix)
  • Sundhedspersonale iført sikkerhedsdragter på gaden i Beijing. (Foto: © Nóel Celis, Ritzau Scanpix)
  • Folk i kø for at få en coronatest. (Foto: © Nóel Celis, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Det er ikke til at sige, hvor stor støtten blandt kineserne er til den benhårde nul-tolerance-politik. For den slags bliver der ikke spurgt om i større undersøgelser.

- Når jeg taler med kinesere, er et af mine første spørgsmål: Hvor stor tror du, støtten til nul-covid-politikken er? Og enten svarer de noget a la to procent, eller også svarer de størstedelen, fortæller Philip Róin.

- Det giver et godt billede på, at enten tror du, at der i den grad er støtte, fordi du ikke selv har været ramt eller kender nogen, der er påvirket af den. Eller også har du selv fået smadret dit liv eller økonomi, og så tror du ikke, at der er støtte til den.