Stormagter vil have formodet kemisk angreb undersøgt

Frankrig, USA og Storbritannien vil have en resolution vedtaget i FN, der skal sikre en undersøgelse af angrebet i Syrien for en uge siden.

USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, viser billeder af ofre for angrebet i den syriske provins Idlib. Sikkerhedsrådet skiltes dog uden at stemme om en resolution. (Foto: Shannon Stapleton © Scanpix)

Storbritannien, Frankrig og USA vil præsentere en resolution i FN's Sikkerhedsråd, der skal sikre en undersøgelse af det formodede giftgasangreb mod den syriske provins Idlib tirsdag 4. april.

De tre lande foreslog i sidste uge en resolution, der fordømmer angrebet, men den kom aldrig til afstemning, fordi Rusland afviste den på forhånd.

Tyrkiet, der har stået for obduktion af flere af de døde, har i dag oplyst, at de blev udsat for den stærke nervegas sarin.

Den tyrkiske regering peger sammen med USA på Syriens regime og præsident Bashar al-Assad som den skyldige, men det afviser regimet.

Russerne hævder i stedet, at syriske kampfly ramte et lager, hvor oprørere opbevarede kemiske våben.

Ved et pressemøde tidligere tirsdag opfordrede Rusland til en grundig efterforskning af angrebet.

- Vi mener, at enhver hændelse af denne art bør efterforskes officielt, sagde præsident Vladimir Putin ifølge Tass.

- Vi planlægger at anmode FN-agenturer i Haag om at bede det internationale samfund grundigt efterforske hændelsen og træffe balancerede beslutninger på baggrund af undersøgelsens resultat, tilføjede han.

/ritzau/