Stormskaderne i Texas kan koste 1000 milliarder kroner

Der venter et enormt genopbygningsarbejde i Texas efter orkanen Harvey, og det bliver ikke billigt.

Skaderne efter orkanen Harvey kommer til at koste mellem 937 og 1125 milliarder krone, vurderer guvernøren i Texas. (Foto: scott olson © Scanpix)

Stormskaderne og oversvømmelserne i Texas efter orkanen Harvey bliver meget dyre.

Greg Abbott, guvernør i Texas, siger til tv-stationen Fox, at stormskaderne vurderes at koste mellem 150 og 180 milliarder dollar.

Det er mellem 937 og 1125 milliarder kroner.

Beløbet er mere end 20 gange større end de 7,85 milliarder dollar, som USA's præsident, Donald Trump, i sidste uge bad Kongressen i Washington DC om at bevilge til hjælp for Texas.

- Det geografiske område og den befolkning, der er berørt af denne forfærdelige orkan og oversvømmelserne, er langt større end ved Katrina, der kostede mere end 120 milliarder dollar, siger guvernøren.

Katrina var den kraftige orkan, der i 2005 ramte byen New Orleans i Louisiana og oversvømmede dele af den.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter