Stormufti i Jerusalem: Danmark er let offer

Den eksplosive udvikling i Muhammed-sagen skyldes udelukkende, at Danmark er en belejlig fjende og et let offer. Det mener Jerusalems stormufti, Ekrima Sabri.

Den eksplosive udvikling i Muhammed-sagen skyldes udelukkende, at Danmark er en belejlig fjende og et let offer.

Det mener Jerusalems stormufti, Ekrima Sabri, som i et interview med Kristeligt Dagblad understreger, at der generelt skal meget til at fremkalde et angreb på en ambassade.

Selv ikke de amerikanske soldaters udskylning af Koranen på militærbasers toiletter var således nok til at få muslimer til at brænde ambassader af.

Forklaringen på de kraftige protester skal derfor hentes i det faktum, at Danmark ikke er USA, mener stormuftien.

- Nogle ledere af de muslimske lande er bange for USA, siger stormufti, Ekrima Sabri.

- Ikke befolkningerne, men i visse tilfælde vil regeringerne i Saudi-Arabien eller Egypten bremse demonstrationer for ikke at lægge sig ud med USA, siger stormuftien.

Sådan har de arabiske lande det imidlertid ikke med Danmark, mener Ekrima Sabri.

- Danmark er et let offer. Et lille land, der ikke har nogen afgørende betydning for de arabiske lande. Derfor bekymrer ingen sig over, at protesterne fortsætter, siger stormuftien til Kristeligt Dagblad.

Facebook
Twitter