Strid om udvisning af irakisk mand fra Sverige

En iraker skal udvises fra Sverige, har den svenske regering besluttet. Men han har arbejdet for det tidligere styre og risikere at blive dræbt, hvis han vender hjem, siger udlændingemyndighederne.

Den udviste mand har både været livvagt for Saddam Husseins familie og deltaget i en hemmelig domstol, hvor fanger blev tortureret. (© ap graphichs)

En 45-årig iraker, der kom til Sverige i 2003, skal udvises. Det har den svenske regering bestemt, fordi sikkerhedspolitiet i Sverige mener, at han udgør en sikkerhedsrisiko. Hvad sikkerhedsrisikoen består i, er hemmeligt.

Har arbejdet for Saddam Hussein

Men den svenske udlændingemyndighed, migrationsværket, der svarer til udlændingeservice herhjemme, har bedømt, at han faktisk ikke kan udvises, fordi han risikerer at blive slået ihjel, hvis han kommer hjem, oplyser den svenske radioavis.

Manden har søgt asyl i Sverige, fordi han har arbejdet for den styrtede Saddam Husseins styre. Han har været chauffør og livvagt for den tidligere diktators familie, og han har arbejdet for en hemmelig domstol, hvor fanger blev udsat for tortur.

Han frygter derfor for sit liv, hvis han vender tilbage til Irak og hans kone og sønner har i øvrigt også fået opholdstilladelse i Sverige. Migrationsværket sagde allerede i 2006, at hans frygt kan være begrundet, og at det kan være farligt for ham at tage hjem.

Migrationsværket skriver, at det ikke kan udelukkes, at han vil blive genkendt i Irak og dermed kan blive udsat for, hvad det kalder "ikke-retslige" handlinger som rettes mod hans person eller liv.

Regeringen vil have ham ud

Men regeringen i Stockholm har altså besluttet, at han skal udvises. Justitsminister Beatrice Ask har allerede i sommer underskrevet et dokument om, at der ikke er noget til hinder for, at han udvises.

Mandens familie siger, at regeringen umuligt kan have taget alle oplysningerne i sagen i betragtning. Den er sikker på, at der er sket en fejl.

Ulovligt at udvise ham

Jurist Birgitta Elfström, som arbejder med menneskerettighedsspørgsmål, siger til den svenske radioavis, at regeringen har begået en fejl i denne sag. Hun siger, at det er ulovligt at afvise en person, som risikerer sit liv og sikkerhed, selv om denne person skønnes at udgøre en sikkerhedsrisiko.

- Sverige har underskrevet konventioner om ikke at udsætte nogen for tortur eller umenneskelig og nedværdigende behandling, eller at sende nogen personer hen, hvor de risikerer det. Det er ikke bare konventioner, det er faktisk svensk lov. Så vi skal acceptere, at vi ikke må gøre det, og derfor må en person, som den mand der er tale om, have lov at blive i Sverige, siger juristen.

Facebook
Twitter