Stridende partier i Sverige bliver sendt i tænkeboks

Det er efter tre måneder stadig ikke lykkedes at danne en regering i Sverige.

Andreas Norlén er formand for Riksdagen i Sverige, også kendt som talmannen. Han har ansvaret for, at der bliver fundet en statsminister. (Arkivfoto). (Foto: EPA/HENRIK MONTGOMERY © Ritzau Scanpix)

Tænk jer nu rigtig godt om de næste par dage.

Sådan lyder det fra Andreas Norlén, der er formand for Riksdagen i Sverige, også kendt som talmannen. Han har ansvaret for at finde en statsminister.

Andreas Norlén har bedt Centerpartiet, Liberalerna og Socialdemokraterna om at bruge de næste par dage på at tænke grundigt over konsekvenserne af, at de ikke kan blive enige om at danne regering.

- Jeg har fået besked om, at Centerpartiet ikke støtter den aftale, som parterne har arbejdet med. Jeg vil derfor give parterne muligheden for at overveje betydningen af det budskab i et par dage, siger Andreas Norlén i en pressemeddelelse.

I mellemtiden vil han holde uformelle samtaler med udvalgte partiledere, lyder det.

Uenige om skatter og reformer

Centerpartiet har mandag meldt ud, at det ikke kan støtte socialdemokraten Stefan Löfven som statsminister.

Sammen med Liberalerna har de i alt tre partier forhandlet om et regeringssamarbejde på tværs af de to blokke, men det har ikke kunnet lade sig gøre.

- Vi ved alle, hvilken kompleks situation og hvor låste positionerne er i Riksdagen. Vi har i de seneste døgn arbejdet dag og nat for at finde frem til et muligt samarbejde. Men jeg må desværre konstatere, at resultaterne ikke holder til et sådant samarbejde, siger Centerpartiets leder, Annie Lööf.

Hun fremhæver, at hendes parti navnlig havde lagt vægt på reformkrav med grønne skatter og reformer af ejendomsmarkedet og arbejdsretten. Hun siger, at Socialdemokraterna var "for vage og upræcise".

Liberalerna er endnu ikke kommet med en officiel udmelding om, hvordan partiet står i forhold til at pege på Stefan Löfven.

/ritzau/

Facebook
Twitter