Studie: En tredjedel af jordens befolkning risikerer at opleve dødelige hedebølger

I år 2100 kan antallet være helt oppe på næsten 75 procent. Klimaekspert maner dog til ro.

Hedebølger rammer lige nu både Europa og USA. (Foto: Ralph Freso © Scanpix)

Mens vejret flere steder i Danmark byder på regn og kølige temperaturer, rammer hedebølger andre steder i Europa og i USA i disse dage. Og netop hedebølger får vi nok ikke færre af fremover.

Næsten en tredjedel af jordens befolkning er nu udsat for klimaforhold, der kan give potentielt dødelige hedebølger. Det viser et nyt studie fra Nature Climate Change.

Martin Stendel, klimaforsker hos DMI, pointerer dog, at det ikke betyder, at folk vil begynde at falde om ved fremtidige hedebølger.

- Det vigtigste ord her er "potentielt." Folk dør ikke nødvendigvis, fordi der er hedebølger. Selvom nogle mennesker er omkommet på grund af de hedebølger, studiet har kigget på, er langt størstedelen af personerne, der var udsat for hedebølgerne, overlevet, forklarer Martin Stendel.

Høj temperatur og luftfugtighed kan være dødeligt

Forskerne bag studiet er kommet frem til, at grænsen for dødelige hedebølger varierer fra sted til sted. Nogle steder er folk omkommet ved temperaturen helt ned til 23 grader. Det skyldes, at flere faktorer spiller ind.

- Hvis temperaturen er over 37 grader, kan kroppen ikke komme af med varmen. Men selvom temperaturen er under 37 grader, kan kroppen overophede, hvis luftfugtigheden er meget høj. Det gør, at vi ikke kan svede, og så bliver det ubehageligt og potentielt farligt, siger Martin Stendel.

Men selvom omkring 30 procent af jordens befolkning bor i områder, hvor grænsen fra studiet kan nås i ugelange perioder hvert år, behøver varmen ifølge Martin Stendel ikke være dødelig.

- Selv hvis grænsen fra studiet nås, er der jo muligt for mange at beskytte sig mod hedebølger med for eksempel klimaanlæg, siger han.

Temperaturen vil stige i fremtiden

Selvom hedebølgerne ifølge Martin Stendel ikke er helt så dødelige, som de kan lyde i studiet, så hersker der ingen tvivl om, at vores klode bliver varmere. Det skyldes ifølge ham menneskeskabte klimaforandringer.

- Allerede nu er det klart, at der er folk, der er udsat for disse meget voldsomme temperaturer på grund af klimaforandringer, og antallet af udsatte vil kun blive større, hvis vi fortsætter med at udlede så mange drivhusgasser, siger Martin Stendel.

I studiet er der forskellige prognoser for, hvor slemt det kommer til at se ud i fremtiden. Det afhænger af, hvor mange drivhusgasser, vi udleder fremover.

I det værste scenarie antager studiet, at vi udleder en smule flere drivhusgasser end i dag. I så fald vil næsten tre ud af fire af klodens beboere være udsat for potentielt dødelige hedebølger i år 2100. Selv i det bedste tilfælde, bliver det varmere i fremtiden, fortæller Martin Stendel.

- Selv hvis vi stoppede helt med at udlede drivhusgasser i dag, vil temperaturen fortsat stige, fordi havene allerede er blevet varmet op. De har en stor varmekapacitet og vil derfor holde på varmen. Klodens temperatur vil derfor stige, selv hvis vi stopper vores forurening, siger Martin Stendel.

Det er dog ikke grund til bare at give helt op, da der stadigvæk er stor forskel på de forskellige scenarier, studiet opstiller.

- Det bedste, vi kan gøre, er selvfølgelig at udlede så få drivhusgasser som muligt fremover, så vi undgår det værste scenarie, studiet beskriver, siger han.