Styrkeprøve i Rusland: Navalnyjs støtter bliver anholdt før planlagt masseprotest

Oppositionen har indkaldt til demonstrationer, mens Putin holder årlig tale.

Putin ankommer til podiet for at holde sin tale om nationens tilstand. (Foto: ALEXANDER NEMENOV © Scanpix)

Allerede tirsdag begyndte politiet i Rusland at anholde støtter af den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj.

I byerne Krasnodar og Kurgan blev der gennemført razziaer mod de regionale kontorer for Navalnyjs organisation. Og i en stribe andre byer blev enkeltpersoner anholdt, oplyser OVD-Info ifølge Reuters.

I dag er en af Navalnyjs mest fremtrædende støtter Ljubov Sobol og talskvinden Kira Jarmisj også blevet anholdt.

"Ingen krig" og "ingen politiske fængsler" siger skiltet på maven af en demonstrant, der er på gaden i dag i byen Vladivostok.

Indsatsen kommer før en vigtig styrkeprøve mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans værste modstander.

Onsdag formiddag holdt Putin sin årlige tale om nationens tilstand til det russiske parlament. Samtidig har Navalnyjs støtter indkaldt til en landsdækkende protest, som tidligere har forudset bliver "de største i moderne russisk historie".

Det er meningen, at demonstrationerne skal begynde at rulle fra øst mod vest i løbet i dagen. Men de foreløbige rapporter fra storbyer længst mod øst tyder på en omfattende tilstedeværelse af politi og kun få demonstranter, skriver Moscow Times.

Manezhnaya Pladsen i Moskva blev spærret af, før Putin skulle tale i en bygning, der ligger ved pladsen. (Foto: Shamil Zhumatov © Scanpix)

Corona og kultur

Præsident Putin indledte sin tale til begge kamre i det russiske parlament med at sige, at han mest ville tale om indenrigspolitik.

Men Aleksej Navalnyj og de planlagte demonstrationer blev ikke nævnt.

I stedet roste Putin Ruslands indsats mod coronavirus. Han fremhævede blandt andet de tre vacciner, landet har udviklet og opfordrede direkte borgerne til at lade sig stikke. Præsidenten forudså, at russerne vil have opnået flokimmunitet i efteråret.

Putin talte desuden om en skærpet klimaindsats og varslede pengegaver til udsatte borgere.

Der skal også bruges flere penge til kultur og uddannelse.

- Sommetider bliver jeg overrasket, når jeg åbner skolebøger. Det er som om, at de ikke handler om os, sagde præsidenten og gjorde klart, at det særligt er pensum om 2. Verdenskrig, der trænger til en opdatering.

Putins tale blev vist på storskærm i Moskva. (Foto: Anton Novoderezhkin © Scanpix)

'Rusland vil altid finde en måde at forsvare sig på'

Selvom præsident Putin altså indledte talen med at sige, at indenrigspolitikken ville fylde mest, fandt han også tid til at se ud over landets grænser.

Og her gjorde han opmærksom på, at han er træt af kritik fra det internationale samfund.

- Det er som en form for sport. Hvem kan gøre sig mest bemærket ved at sige noget negativt om Rusland, spurgte præsident Putin.

Anholdelsen og fængslingen af Aleksej Navalnyj er blevet fordømt af det internationale samfund, heriblandt Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod.

Men ifølge Putin opfører Rusland sig altid anstændigt, sagde han.

- Vi ønsker kun gode relationer, og vi vil ikke brænde nogle broer. Men hvis nogen udtaler sig arrogant og selvisk, så vil Rusland altid finde en måde at forsvare sig på.

Putin kommenterede også situationen i Hviderusland, der længe har været præget demonstrationer og protester mod præsident Lukasjenkos styre.

- Situationen er nu ved at udvikle sig til noget mere farligt - eksempelvis kupforsøg og et forsøg på at henrette landets præsident (Lukasjenko, red.) Man kan mene, hvad man vil om hans politik, men at arrangere et kup og planlægge en henrettelse er for meget, lød det fra Putin.

Kræver behandling

Dagens demonstrationer handler om at redde Aleksej Navalnyjs liv, siger arrangørerne.

Navalnyjs læger sagde i sidste uge, at han har kunne få hjertestop "når som helst".

Vurderingen byggede på blodprøver, som Navalnyjs advokater har fået ud af det fængsel, hvor oppositonslederen afsoner en dom på to et halvt års fængsel. Han har sultestrejket siden 31. marts.

Navalny blev mandag overflyttet til hospitalet i den straffelejr, hvor han befinder sig. Myndighederne nægter dog fortsat, at politikerens egne læger kan få lov til at tilse ham.

Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU har udtrykt bekymring over den behandling, oppositionspolitikeren bliver udsat for. Også USA har advaret Rusland om, at det vil få "konsekvenser", hvis Navalnyj dør i fængslet.

Dinglende skelet

Et foto af Aleksej Navalnyj i retten 20. februar. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © Scanpix)

Aleksej Navalnyj selv beskriver sin tilstand med galgenhumor.

I et opslag på Instagram tirsdag betegner han sig selv som "et skelet, der dingler rundt i cellen".

Og så fortsætter teksten:

- Man kan skræmme børn, der ikke vil spise deres mad med mig. Så lille ven, hvis du ikke spiser din grød, bliver du ligesom ham der med kæmpe ører, læderhud og indfaldne øjne.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk