Sudanesere på gaden: 'Vi vil ikke have endnu en gammel mand i uniform'

Demonstranterne frygter, at militærkuppet mod præsident Omar al-Bashir reelt ikke ændrer noget.

En demonstrant viser fredstegnet under en demonstration i Khartoums gader. (Foto: EBRAHIM HAMID © AFP or licensors)

Først demonstrerede de mod præsident Omar al-Bashir. Så fejrede de militærkuppet imod ham. Og nu demonstrerer de mange sudanesere på gaden i hovedstaden Khartoum så mod den nye overgangsregering.

- Vi er her stadig, fordi regimet stadig er her.

Sådan opsummerer den 31-årige demonstrant Ahmad Mahmoud situationen over for The Guardian.

Ahmad Mahmoud og de andre tusinder af demonstranter vil have et demokrati - og i første omgang en civil overgangsregering, som skal sikre en demokratisk magtoverdragelse om fire år.

I stedet har de fået en militær overgangsregering med forsvarsminister Awad Ibn Ouf i spidsen.

  • Både mænd, kvinder, ældre og unge er på gaden i Khartoum. (Foto: STRINGER)
  • Klædt i hvidt, demonstrerer en mand mod den militære overgangsregering. (Foto: STRINGER)
  • Sudanesiske mænd søger ly for solen, mens de beder fredagsbøn foran forsvarsministeriets bygninger i Khartoum. (Foto: MOHAMMED HEMMEAIDA © AFP or licensors)
  • Tusinder samledes tidligere i dag til fredagsbøn foran forsvarsministeriet i Sudans hovedstad, Khartoum. (Foto: STRINGER)
1 / 4

Ikke 'grådige'

Den militære overgangsregering har lovet, at den ikke bliver siddende på magten længere end to år.

- I den erklæring, vi har offentliggjort, er det vores mission at være garant for, at alle sudanesere - uden undtagelse - har lige muligheder i fremtiden, sagde lederen af den militære overgangsregerings politiske komité, Omar Zein al-Abdin, tidligere i dag ifølge Reuters.

- Vi er beskyttere af folkets krav. Vi er ikke grådige efter magt, sagde han og tilføjede, at militæret har "nultolerance" over for demonstranterne.

Men det skræmmer ikke demonstranterne væk fra gaden.

- [Regimet] er ikke nedlagt, for de har ingen interesse i at nedlægge det, mener demonstranten Ahmad Mahmoud og fortsætter:

- Vi har spildt blod for en civil overgangsregering, ikke for en anden gammel mand i militæruniform.

Overgangsregeringen havde lovet at mødes med de stridende parter i Sudan, men mødet mellem de væbnede styrker og landets politiske partier er nu udsat til en endnu ikke fastlagt dato, skriver Reuters.

Den nu afsatte præsident Omar al-Bashir (til højre) sammen med lederen af den militære overgangsregering Awad Ibn Ouf (til venstre). (Foto: Ashraf Shazly © AFP or licensors)

De to gamle mænd

Når sudaneserne ikke nærer den store tillid til Awad Ibn Ouf og hans militære overgangsregering, skyldes det måske, at den afsatte præsident Omar al-Bashir selv kuppede sig til magten i 1989.

Lige nu opholder Omar al-Bashir sig, ifølge den nye regering, "et sikkert sted", men FN har opfordret til, at Sudan udleverer ham til retsforfølgelse ved Den Internationale Straffedomstol.

Han er blandt andet sigtet for krigsforbrydelser og folkedrab under krigen i Darfur, der brød ud i 2003.

Her døde omkring 300.000 mennesker, da Sudans regering kæmpede mod forskellige oprørsgrupper i en blodig krig, som ramte civile sudanesere hårdt.

Landets nye - og angiveligt midlertidige - leder, Awad Ibn Ouf, var også blandet ind i Darfur-krigen. Han var nemlig chef for landets militære efterretningsvæsen og forsvarschef, mens den rasede.

Facebook
Twitter