Sudanesisk karikaturtegner: Det nytter ikke, at I kun kæmper for demokrati i Danmark

Et Sudan forvandlet til kaos, vil give EU store udfordringer, siger Khalid Albaih, der følger krisen fra København.

Khalid Albaih advarer, at Europa kan blive destination for endnu flere flygtninge, hvis situationen i Sudan forværres.

I en lille lejlighed på Amager sidder den sudanesiske karikaturtegner Khalid Albaih og forsøger at råbe hele verden op.

I et årti har han tegnet folkelige oprør, vestlig dobbeltmoral og udstillet verdens værste diktatorer.

Lige nu foregår den største kamp i hans eget hjemland, Sudan.

For 10 dage siden forvandlede en forholdsvis fredelig revolution sig til et blodigt mareridt, da sikkerhedsstyrker angreb fredelige demonstranter.

- Alle risikerer deres liv for forandring. De dræber folk i byen. De har smidt folk i Nilen, druknet dem, og voldtaget mænd og kvinder, siger han.

Inviteret til Danmark

Khalid Albaih var på Amager, da det skete. Han er ikke flygtning, men frihedskæmper med pen og papir, der er inviteret til Danmark i to år for at sikre tegneren en fredelig rede til sin kamp mod diktatur.

Han bruger al sin tid på at samle og videreformidle information fra Sudan. Fodre alverdens aviser og tv-stationer med nyt fra det land, han håber en dag at kunne flytte til.

Han er optaget af, at vi danskere forstår, hvorfor kampen for demokrati er vigtig.

At vi er klar over, at vi ikke bare kan kæmpe vores egen demokratiske kamp, men er nødt til at gøre det for hele verden.

Han mener, at EU er medansvarlig for, at de sikkerhedsstyrker, der angreb demonstranterne, har styrken til at knuse den demokratiske kamp.

- EU har støttet styret i Sudan i årevis. De samme styrker, som angreb demonstranter, er de selvsamme som med EU's velsignelse har bevogtet grænserne for at migranter på vej mod Europa blev stoppet, siger Khalid Albaih.

Advarer om ny bølge af flygtninge

Han mener, at europæiske politikere er ligeglade med demokratiet - at de alene har været optaget af at stoppe migranter.

- Men sådan hænger verden ikke sammen. Hvis I troede, Syrien gav jer problemer, så bare vent. Hvis Sudan ender i krig og kaos, så skal I se flygtninge og migranter. Sudan er meget større og tættere på, og det er den slags, der sker, når man støtter diktaturer, siger han.

At et Sudan forvandlet til kaos, vil give EU store udfordringer, er de fleste beslutningstagere i EU formentlig enig med Khalid Albaih i.

At man er ligeglade med demokrati, og at man støtter et brutalt styre, vil de fleste diplomater og politikere benægte.

Men EU holder en meget lav profil og vil gerne have naboer og den Afrikanske Union til at gå forrest i forsøget på at mægle mellem militæret og de civile organisationer, der står bag kampen for demokrati i Sudan.

Lige nu har USA en mægler i Sudan, ligesom Etiopiens premierminister Abiy Ahmed forsøger at mægle.

EU har samarbejdet med styret

Alle holder vejret lige nu i håb om, at der kan skabes en aftale mellem partnerne.

Frem til forrige mandag forhandlede militæret med de civile organisationer om en overgangsregering, der kunne forberede Sudan på et demokratisk valg, men alle forhandlinger blev aflyst, da sikkerhedsstyrker angreb demonstranter.

Lige siden har stemningen været ekstremt højspændt, og der er al mulig grund til at være skeptisk.

EU har i årevis samarbejdet med styret i Sudan på trods af, at landets tidligere præsident Omar Al-Bashir var eftersøgt for krigsforbrydelser mod sin egen befolkning.

EU har ikke direkte givet penge til de styrker, der nu angriber demonstranter og heller ikke til præsidenten, men millioner af kroner er gået til andre projekter i landet, og for Khalid Albaih er det samme som en blåstempling af styret og dets berygtede sikkerhedsstyrker.

- Danskerne må bede politikerne om at stoppe med den form for adfærd. I kan ikke bare kæmpe for demokrati for jer selv. I må gøre det for hele verden.

Facebook
Twitter