En gruppe udsultede sjakaler sårede mindst 35 mennesker, da de gik til angreb på beboerne i en landsby i Indiens Bihar-provins, oplyser de lokale myndigheder torsdag.
Angrebet fandt sted sent onsdag aften i landsbyen Madhubani omkring 120 kilometer nord for provinshovedstaden Patna. Øjenvidner beretter, at flere af landsbyboerne har fået kraftige sår.
- Vi forsøger stadig at få overblik over antallet af sjakaler, der var involveret i angrebet, samt det præcise antal mennesker, der har lidt overlast, oplyser en regeringsembedsmand.
Første angreb i 12 år
Det er ikke ualmindeligt, at sjakaler strejfer omkring på indiske gader og stræder. Det sker i takt med, at deres naturlige tilholdssteder i skovene bliver mindre, men det er sjældent, at de går til angreb på mennesker i jagten på føde.
- Vi har hverken set eller hørt om sjakalangreb i de seneste 12 år, sagde et øjenvidne til Reuters torsdag.