Sundhedsvæsenet i England er næsten på benene igen efter it-angreb

97 procent af sundhedsvæsenet i England fungerer nu som normalt, men i Skotland er der fortsat problemer.

Angrebet betød, at patienter blev afvist, og at ambulancer blev omdirigeret til andre hospitaler. (Foto: Andy rain © Scanpix)

Næsten hele det engelske sundhedssystem er nu kommet ud på den anden side af det cyberangreb, der fredag lammede blandt andet en række hospitaler.

48 ud af landets 248 sundhedsdistrikter har ifølge indenrigsminister Amber Rudd været påvirket af angrebet, der blandt andet betød, at patienter blev afvist af hospitalerne, hvis de ikke havde akut behov for behandling.

Kun seks af distrikterne er endnu påvirket, siger ministeren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Reaktionen har faktisk været rigtig god. Vi mener, at vi var velforberedte, og at vi også har lagt de rigtige planer for de kommende dage, hvor vi skal sikre, at følgevirkningerne begrænses, siger Amber Rudd.

Stadig problemer i Skotland

Den skotske regering oplyser, at 13 ud af landets 14 sundhedsdistrikter er blevet ramt af it-angrebet.

Og her er problemet endnu ikke løst, udtaler sundhedsminister Shona Robison i en pressemeddelelse:

- Distrikterne arbejder i øjeblikket på at beskytte og genoprette systemerne, hvor det er muligt, med henblik på at de fleste af dem skal være operationelle mandag.

Angrebet blev udført med såkaldt ransomware, der låser filer på de ramte computere og krypterer dem, så de retmæssige ejere ikke kan tilgå dem længere.

De it-kriminelle, der står bag angrebet, efterlader en besked med krav om løsepenge i den elektroniske valuta bitcoins. Den besked dukkede også op på skærmene på de britiske hospitaler, hvis it-systemer blev inficeret.

Eksperter advarer mod at betale for at få adgang til de låste filer, da der ikke er nogen garanti for, at man får kontrollen over sin computer tilbage.

Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste har udsendt en trusselsvurdering efter det verdensomspændende cyberangreb, hvor truslen mod danske computere med Microsoft Windows som styresystem vurderes at være meget høj.

Her ses beskeden fra de it-kriminelle på en skærm på en togstation i Chemnitz i Tyskland, hvor togafgange skulle have fremgået. (Foto: P. GOETZELT © Scanpix)
FacebookTwitter