Surrugue: Jacques Chirac var Frankrigs langlemmede gavtyv der sagde Bush midt imod

Nekrolog: Jacques Chirac vandt franske hjerter med sine store armbevægelser - og modstandere med sin kynisme.

Den tidligere franske præsident, Jaques Chirac, er død i alder af 86 år. Her er han i forbindelse med G8-topmødet i Skt. Petersborg i Rusland i 2006. (Foto: SERGEI CHIRIKOV © Scanpix)

De var ikke bare på fornavn med ham; de var på kælenavn. Præsident Jacques Chirac var ”Chichi” for alle – unge som gamle, mænd som kvinder, franskmænd fra alle verdenshjørner.

Folkelig som få franske præsidenter – både før og efter ham - leverede Jacques Chirac måske ikke de store indenrigspolitiske resultater i sin regeringsperiode fra 1995 til 2007, men han dominerede historien og inkarnerede billedet af 'Franskmanden'.

I dag døde han, 86 år gammel.

Hans store armbevægelser – både de fysiske og de politiske - var noget, mangen en galler holdt af.

Jacques Chiracs notoriske kærlighed til mad, vin, kunst, kultur, kvinder og 'La Gloire de la France' - Frankrigs storhed - var livsbekræftende, kunne de fleste franskmænd blive enige om på tværs af diverse politiske kløfter.

Jacques Chiracs helbred blev svækket af et mindre slagtilfælde i 2005, mens han var præsident. Han blev efterfulgt på posten af Nicolas Sarkozy i 2007. (Foto: Horacio Villalobos © Scanpix)

Fuld af modsætninger

Men dér holdt enigheden også op. For hvem var han egentlig, den langlemmede livsnyder, der som ung var gadesælger i Paris for den kommunistiske avis l’Humanité og endte som borgerlig præsident i republikken?

En positiv kyniker. En indenrigspolitisk mellemvare, der forstod at sætte internationale dagsordener. En politisk overlever, der ikke sjældent udviste større kærlighed til sine egne mærkesager end til det borgerlige Frankrigs mærkesager.

Jacques Chirac og afdøde prinsesse Diana ved åbningen af Cezanne-udstillingen på Grand Palais-museum in Paris 25. september 1995. (Foto: POOL New © Scanpix)

En velvoksen gavtyv af en ægtemand til den loyale og diskrete fru Bernadette, som med jernnæve i silkehandske forsøgte at holde styr på ”Chichi”, der ofte og alligevel aldrig veg fra hendes side.

En gigant for en hel generation – og en politiker, der i høj alder måtte føje en korruptionsdom til CV’et.

Historien om Frankrigs nu afdøde præsident Chirac er om noget historien om et modsætningernes menneske, politisk såvel som personligt.

'Non' og 'oui' til Europa

Det var ikke indenrigspolitisk, at Jacques Chirac satte sine største politiske aftryk. Hans forsøg på store reformer endte ofte i forsøg på stilfuld retræte. Undtagelsen: han fik gennemført forkortelsen af det franske præsidentembedes varighed fra syv til de nuværende fem år.

Europapolitisk svingede Chiracs holdninger fra et indædt ”non” til en fælles europæisk møntfod i 1991 til et klart ”oui” til Maactricht-traktaten i 1992.

Jaques Chirac, her sammen med den tyske kansler, Angela Merkel, var stor fortaler for EU-samarbejdet. (Foto: OLIVER WEIKEN © Scanpix)

Franskmændene svingede ikke i takt med deres præsident: Da Chirac var sprunget ud som supereuropæer og i 2005 meddelte franskmændene, at de burde stemme ja til EU’s forfatningstraktat, takkede 55 procent af franskmændene nej og gav dermed Chirac en af karrierens største kindheste.

På den storpolitiske scene forstod Chirac at sætte dagsordener, der gav ham respekt hjemme. Særligt, da han i 2003 sagde nej til USA’s invasion af Irak.

Ganske vist havde Frankrig støttet interventionen i Afghanistan i 2001, men nu, to år senere, splittede præsidenten den vestlige verden ved at gå i spidsen for kritikken af amerikanernes fremfærd. Og franskmændene kvitterede begejstret for præsidentens mod til at sige George W. Bush midt imod.

Chiracs makker i oprøret mod USA var Tysklands kansler Schröder. De to stod tæt sammen i mangt et internationalt spørgsmål, og talrige var de europæiske stats- og regeringschefer, der gennem årene blev banket på plads ved diverse topmøder af den borgerlige franskmand og den socialdemokratiske tysker. Chirac og Schröder tog over over, hvor deres forgængere Mittérand og Kohl slap: I fastholdelsen af den fransk-tyske dominans af EU.

Kostede vinbønder dyrt

Mindst lige så kontroversiel som modstanden mod invasionen af Irak var Jacques Chiracs beslutning om, at Frankrig skulle foretage atomprøvesprængninger i Stillehavet.

Den internationale harme resulterede i boykot af fransk vin, mens miljøaktivister lænkede sig fast til den franske ambassade på Kongens Nytorv i København og Danmarks statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) iførte sig cykelhjelm og rullede ud på landevejene i protest.

Jacques Chirac som nyvalgt præsident i 1995. Hans beslutning om at gennemføre atomprøvesprængninger i Fransk Polynesien kostede de franske vinbønder omkring 100 millioner kroner i forbindelse med den efterfølgende boykot. (Foto: Charles platiau © Scanpix)

De senere år levede den sygdomsplagede Jacques Chirac et tilbagetrukket liv. Men det er ikke den aldrende, skrøbelige Chirac, franskmændene vil huske.

De vil huske det politiske dyr, der gennem årtier ledede flere ministerier, var Paris’ overborgmester, premierminister i flere regeringer og endelig: Republikkens præsident.

Ganske vist blev han i 2011 dømt for korruption og magtmisbrug for i sin tid som overborgmester at have fusket med de offentlige mider for at fremme sit eget parti.

Det bliver ikke glemt, men heller ikke husket som det første. Det vil til gengæld mange af hans udødelige citater.

Om briterne, for eksempel:

- Du kan ikke stole på et folk, der har så elendigt et køkken. Det er næst efter Finland det land i verden, der har den dårligste mad.

Den politiske kamæleon

Chirac forstod at tale, så franskmændene forstod ham. Om invasionen af Irak, for eksempel:

- Man eksporterer ikke demokrati i et pansret køretøj.

Og, ikke mindst, om livets goder:

- Lad os skåle for vores kvinder, vores heste, og dem, der bestiger dem.

Ikke sjældent fik Chirac både journalister og franskmænd til at trække på smilebåndet, som når han adspurgt om sit borgerlige tilhørsforhold eksempelvis svarede:

- Selvfølgelig er jeg venstreorienteret - jeg spiser sauerkraut og drikker øl.

Men dét citat, der måske er det mest sigende om den politiske kamæleon Jacques Chirac, handler hverken om kvinder, heste eller egnsretter – derimod om en politisk pragmatisme, der gav Chirac et af de længste politiske liv, nogen fransk statsmand i historien har kunnet præstere:

- Jeg kan ikke lide at sige, at jeg ”tror” på noget. Der er ingen idéer, der er værd at tro på.

FacebookTwitter