Svensk efterretningstjeneste leder efter flere mulige gerningsmænd

Säpo udelukker ikke, at flere stod bag lastbilangreb. En person er indtil videre mistænkt for at stå bag.

Svensk politi opfordrer folk til at blive væk fra centrum af Stockholm dagen derpå. Men det afholder ikke svenskerne fra alligevel at komme forbi gerningsstedet. Mange lægger også blomster. (Foto: ODD Andersen © Scanpix)

Det kan ikke udelukkes, at der er flere personer involveret i angrebet med en lastbil i Stockholm, oplyser Sveriges efterretningstjeneste, Säpo, i en pressemeddelelse.

- Vi er i gang med et intensivt efterretningsarbejde for at finde ud af, hvem eller hvilke kræfter der stod bag, hvad der skete, udtaler Säpos chef, Anders Thornberg.

'Fokus er nu på at undersøge, hvem gerningsmændene er og sikre, at der ikke sker flere angreb', skriver efterretningstjenesten endvidere.

Politiet har bekræftet, at én person er anholdt mistænkt for terror. Han blev pågrebet i går i det nordlige Stockholm nogle timer efter angrebet. Og politiet mener, at denne mand kørte lastbilen ind i menneskemængderne på gågaden i det centrale Stockholm.

Hans identitet er ikke officielt bekræftet. Svenske medier skriver, at han er 39 år og har usbekiske rødder.

Fire personer har mistet livet, mens 15 blev såret - heraf tre børn. Der er ti personer, som fortsat er indlagt på sygehusene, siger Patrik Söderberg, chef for akutberedskabet i Stockholm, til SVT.

Efterforskningen bliver ledet af svensk politi, oplyser Säpo. Men efterforskningsarbejdet foregår som et bredt samarbejde, og Säpo bruger blandt andet ressourcer på at indhente information fra internettet og databaser. Og indkomne tips bliver også efterforsket af efterretningstjenesten.

Derudover samarbejder man med både 'nationale og internationale partnere', skriver Säpo i pressemeddelelsen.

- Vi må stå sammen i Europa og arbejde sammen mod terrorisme, lyder det fra Säpos chef, Anders Thornberg.