Svensk hashmarked ti gange større end forventet

Det svenske hashmarked er ti gange større end myndighederne havde regnet med. Til gengæld er handlen med danske stoffer blevet mindre.

Det svenske hashmarked er ti gange større end myndighederne havde regnet med. Til gengæld er handlen med danske stoffer blevet mindre. (Foto: caz777 © Stock.xchng)

Det svenske politi er blevet overrasket over, hvor meget hash, der er i landet. Tidligere har myndighederne regnet med, at der var omkring tre ton cannabis i Sverige, men en undersøgelse viser, at der er mellem 25 og 30 ton.

Johan Nilsson, der har forestået undersøgelsen af det svenske hashmarked siger, at indsmuglingen er stor, men Danmark er kun transitland.

Minimalt med dansk hash i Sverige

- Den mest almindelige trafik til Sverige er med personbil. Og Danmark er bare et transitland. Tidligere havde vi mistanke om, at der var en masse lagre i Danmark, hvorfra det blev distribueret til Sverige, men nu har vi opdaget, at vores kriminelle tager direkte til Holland, siger han.

Stofhandelen i den danske fristad Christiania mærker svenskerne til gengæld ikke det store til.

- I starten var der adskillige sager, der var knyttet til Danmark, men efter politiet forstærkede indsatsen på Christiania, kommer der ikke så meget. Det er interessant at se, at da det danske politi gjorde noget ved cannabissalget på Christiania, havde det også effekt i Sverige, siger Johan Nilsson fra det svenske rigspoliti.

- Vi ser også, at der er færre og færre unge, der tager til København som hashturister.

Systematisk hashdyrkning i Sverige

Men selvom langt det meste af cannabissen på det svenske marked kommer fra Marokko, er der nu også en velorganiseret avl i Sverige selv.

I kortlægningen af handelen afslørede politiet flere fabrikslignende anordninger i Stockholm, Gøteborg, Ystad og Uppsala, hvor dyrkningen af cannabis var sat i system. En del hash ryger dog videre til Finland og Norge, hvor der ifølge Johan Nilsson er et større marked.

- Hvis en bande kan sælge 20-30 kilo i Sverige, kan de sælge 100-200 kilo i Norge. Prisen er den samme i de to lande, men man kan sælge langt mere i Norge, vurderer han.

Kortlægningen af det svenske hashmarked startede i 2004, efter initiativ fra regeringens narkopolitiske samordningsprojekt Mobilisering mod Narkotika.