Svensk mand dræbt i trafikulykke med elløbehjul

En 27-årig mand på elløbehjul har mistet livet i Helsingborg.

Løbehjul i bybilledet. Her fra firmaet Voi. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

De i Danmark udskældte elløbehjul er dårligt nået at komme på gaden i den svenske by Helsingborg, før de er endt i en alvorlig ulykke i byen.

Elløbehjulene blev sat på gaden i byen i onsdags, og sent i aftes mistede en 27-årig mand på et sådan køretøj livet, da han kolliderede med en bil i et lyskryds.

- Krydset er lysreguleret, og vi mistænker, at enten bilisten eller elløbehjulet er kørt frem for rødt. Derfor vil vi gerne i kontakt med personer, der måtte have set noget, siger Eva-Lotta Hermansson-Truedsson, pressemedarbejder ved politiet i Helsingborg til SVT.

Firmaet Voi, der også har flere hundrede elløbehjul i København oplyser, at det var et deres køretøjer, der var indblandet i ulykken.

- Vi beklager hændelsen, og vores tanker går til familie og pårørende. Vi samarbejder fuldt ud med politiet i den igangværende efterforskning, så vi kan skabe os et overblik over, hvad der er sket, skriver Voi.

Har bare ventet på en ulykke

Ulykken har genantændt debatten om, hvorvidt elløbehjul overhovedet bør have en plads i trafikken, og Transportstyrelsen i Sverige er langt fra begejstrede for køretøjet.

- Desværre har vi bare ventet på, at der ville ske en alvorlig ulykke, og så er det selvfølgelig ekstremt tragisk, at nogen er blevet dræbt. Det er et køretøj, der ikke skal være i trafikken, siger Hans Cassepierre, der er efterforsker ved Transportstyrelsen.

Han mener, at elløbehjulene har en række sikkerhedsmæssige mangler, der gør dem farligere end elcykler.

- Det er det foretagende, der stiller dem ud, som må tage ansvaret på sig. Enten sørger de før, at elløbehjulene opfylder de krav, der stilles til en elcykel, eller også må de fjerne elløbehjulene fra trafikken, siger han ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Det er i sidste ende politiet, der afgør, om det fortsat skal være tilladt at køre på elløbehjul i de svenske byer.

Nabolandes erfaringer tages med i evaluering

Herhjemme har løbehjulene med motor været godkendt på en forsøgsordning fra januar 2019, hvorefter de skal evalueres.

Og hos Færdselsstyrelsen vil man tage erfaringer med løbehjulene i nabolandene med sig, når det skal vurderes, om de skal have permanent ophold i Danmark.

- Forsøgsordningen med motoriserede løbehjul trådte i kraft i januar 2019, og Færdselsstyrelsen skal evaluere ordningen, når den har været i kraft i ét år. Til den tid vil vi tage alle relevante erfaringer med i evalueringen - herunder erfaringer fra nabolande, siger Stefan Søsted, direktør for Færdselsstyrelsen.

Og trods ulykken i Sverige, mener Færdselsstyrelsen ikke, at der er problemer med sikkerheden.

- Vi mener grundlæggende, at den igangværende forsøgsordning med elløbehjul i Danmark er færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig. Alle trafikanter er jo forpligtet til at efterleve færdselsloven, siger Stefan Søsted.

Artiklen er opdateret med kommentarer fra Færdselsstyrelsen klokken 18:13.

Facebook
Twitter