Svensk mand torturdræbt i Malaga - tre svenskere anholdt

Tre svenskere er anholdt efter biljagt nær Gibraltar. De er sigtet for drab og bortførelse af landsmand.

En svensk mand er fundet dræbt og en anden alvorligt tilskadekommet i et hus i det sydlige Spanien. Det oplyser spansk politi ifølge Aftonbladet.

Politiet i Malaga har efter en biljagt anholdt tre svenskere, som efter at have ombooket flyrejser hjem forsøgte at flygte til Marokko.

Drabet på den svenske mand skete i byen Mijas nær Malaga på den spanske solkyst. En person alarmerede fredag ved 19-tiden politiet, efter at have hørt skrig fra nabohuset.

Da politiet kom frem fandt de to svenske mænd i håndjern. Begge havde skudsår og var blevet stukket med kniv, oplyser politiet ifølge avisen La Opinion de Malaga.

En af mændene døde på stedet, mens den anden blev bragt på hospitalet i Malaga. De to var blevet bortført og havde derefter været udsat for tortur, skriver avisen El Mundo.

Ni timer senere, efter et samarbejde mellem spansk og svensk politi, blev de formodede gerningsmænd - tre svenskere - anholdt. De er sigtet for drab, drabsforsøg og frihedsberøvelse.

Afbestilte flybilletter

De mistænkte svenskere er 20, 24 og 27 år. En af dem blev identificeret med hjælp fra svensk politi, og derefter indledte politiet i det sydlige Spanien en jagt på personens bil.

De tre mænd forsøgte at slippe forbi flere af politiets kontrolposter, og afbestilte også flybilletter fra Malaga til Sverige.

I stedet forsøgte de at undslippe til Marokko, men det lykkedes ikke. I byen San Roque nær Gibraltar slog politiet tidligt lørdag morgen til og anholdt de tre mænd.

Det svenske udenrigsministerium er orienteret om hændelsen.

- Vi er i gang med at få flere informationer via konsulatet i Malaga, oplyser ministeriets presseafdeling til Aftenposten.

Avisen bringer ingen oplysninger om den dræbte svenskers alder eller et muligt motiv til drabet.

/ritzau/

Facebook
Twitter