Svensk medie: Vi ved, hvem der dræbte Olof Palme

32 år efter at den svenske statsminister blev dræbt, hævder et undersøgende, svensk medie nu at have udpeget gerningsmanden.

Olof Palme blev skudt på klos hold sent om aftenen den 28. februar 1986 i Stockholm efter en biograftur med sin hustru. (Foto: KEYSTONE © 2014 Getty Images)

Den 28. februar i år markerede 32-årsdagen for skuddrabet på den svenske statsminister Olof Palme.

Mordet er aldrig blevet opklaret, men nu hævder det svenske medie Filter, at de har udpeget den mest sandsynlige gerningsmand. Det skriver både SVT og Expressen.

Ifølge Filters journalister Thomas Petterson og Mattias Görranson, som har arbejdet på historien i flere år, er den mest sandsynlige gerningsmand et af politiets hovedvidner i sagen.

Han var en af de første personer, som politiet talte med på gerningsstedet og blev hurtigt renset for mistanke.

Men det var en fejl, udtaler journalisten Mattias Görranson fra Filter til SVT.

Den udpegede mand, som døde i 2004, skulle ifølge Filter have været Palme-fjendtlig og bevæget sig i kredse, hvor man havde adgang til skydevåben.

Han skulle også have en hidtil uopdaget evne til at betjene våben, som han har fået gennem et medlemskab af en skydeklub, lyder det.

- Alle tilgængelige fakta taler for, at det er ham, siger Mattias Göransson til SVT.

Ingen kommentar

Journalisterne har overleveret deres researchmateriale til Palmegruppen, som er de efterforskere, der fortsat er i gang med at udrede drabet på Olof Palme.

Ifølge SVT har gruppen vist stor interesse for den udpegede mand.

Chefanklager Krister Petterson vil dog ikke kommentere på de nye oplysninger, men bekræfter, at den pågældende mand hele tiden har været en del af politiets efterforskning. Det siger han til SVT.

- Han er en person, der er involveret i efterforskningen. Han har været det fra begyndelsen. Og hvordan vi vurderer ham, eller hvilke handlinger, vi har noteret om ham, er ikke noget jeg vil kommentere på, siger Krister Petersson, som overtog som efterforskningsleder for lidt over et år siden.

MORDET PÅ OLOF PALME

  • Olof Palme blev født i 1927 og var socialdemokratisk statsminister fra 1969 til 1976 og igen fra 1982 frem til sin død den 28. februar 1986.

  • Han blev sent om aftenen den 28. februar 1986 skudt på klos hold midt i Stockholm efter en biograftur med hustruen Lisbet og blev ved ankomsten til sygehuset erklæret for død.

  • Efter omfattende kritik af opklaringsarbejdet pågreb politiet den tidligere drabsdømte misbruger, Christer Pettersson, der i 1988 blev dømt til livstid for mordet i byretten. I 1989 blev han dog frikendt af landsretten på grund af manglende beviser.

  • I 2016 får krimiforfatter og kriminolog Leif GW Persson anonymt tilsendt en revolver som mistænkes for at være drabsvåbnet. Politiets undersøgelse afkræfter dog teorien.

  • Gennem årene har hele 130 personer erklæret sig skyldige i mordet. Mistanken har i årenes løb været rettet mod bl.a. den amerikanske efterretningstjeneste CIA, det tidligere apartheidstyre i Sydafrika, sikkerhedspolitiet i Jugoslavien og en hemmelig forsamling af svenske politifolk med nazisympatier og had til Palme.

  • Efter 32 år er sagen stadig uopklaret.

Facebook
Twitter