Svensk politi udsat for nyt angreb: "Det gør mig rasende"

I går aftes lød der en eksplosion ved politistationen i Malmø, hvor flere biler blev ødelagt.

To personer er anholdt efter eksplosionen ved politistationen i Malmø. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Da flere politibiler i går aftes blev ødelagt i en eksplosion ved politistationen i Malmø-bydelen Rosengård i Sverige, var det tredje gang på få måneder, at politiet bliver mål for angreb med eksplosiver.

Det er desuden mindre end tre uger siden, at et andet angreb ramte byens politi.

Jeg er rasende over, at der er kriminelle personer, der vælger at begå den slags handlinger.

Regionspolitichef i Syd, Carina Persson
Angreb på svensk politi

Svensk politi er presset af problemer med bander og flere angreb på politistationer og politifolk. Volden er eskaleret, lyder det fra politiet.

Se Tema

Og det gør regionspolitichef i Syd Carina Persson "rasende." Det siger hun i en pressemeddelelse fra politiet.

- At endnu en politistation i region Syd er blevet udsat for et angreb er fuldstændig uacceptabelt. Ugerningen i går aftes viser, at vi må blive ved med at arbejde intensivt i kampen mod alvorlige forbrydelser.

- Vi kommer aldrig til at bukke under for kriminaliteten, siger hun.

Eksplosionen skete klokken 21.19 ved politistationen i Rosengård, hvor en genstand blev placeret eller kastet ind på parkeringspladsen. Ingen personer kom til skade i eksplosionen, men flere politibiler og private biler er blevet udsat for skader.

Vinduerne vibrerede og rystede. Jeg troede, at det var en bombe, der sprang.

Thomas el Massou, vidne til eksplosionen

Området blev kort efter afspærret, og politiets bombeteknikere blev sendt til stedet.

"Ruderne rystede"

Knap to timer efter eksplosionen blev to mænd i 20'erne tilbageholdt, og angrebet bliver betegnet som et direkte angreb mod politiet.

- Endnu engang er jeg taknemmelig over, at ingen af vores medarbejdere eller borgere er kommet til skade, siger Carina Persson og fortsætter:

- Men samtidig er jeg rasende over, at der er kriminelle personer, der vælger at begå den slags handlinger.

Vidner fortæller til svenske medier, at eksplosionen var meget voldsom og kunne høres i store dele af Malmø.

- Vinduerne vibrerede og rystede. Jeg troede, at det var en bombe, der sprang, siger Thomas el Massou, der bor i nærheden af politistationen, til SVT.

Han er også rystet over, at politiet bliver gjort til mål for den slags angreb.

- Jeg føler mig selvfølgelig bange. Jeg kunne være gået udenfor med hunden. Der er ikke noget nyt i det her, men det er ikke godt for Malmøs omdømme, siger han.

Anholdte er kendt af politiet

Tidligt torsdag morgen blev de to mænd anholdt af politiet og er sigtet for almen ødelæggelse.

Vi betragter den her hændelse som ekstraordinær.

Vagthavende Magnus Lefévre

Begge er kendt af politiet, og de har en kobling til kriminaliteten i Malmø, der er hårdt plaget af bandekriminalitet.

- Vi har en teori om, at fordi vi er meget aktive i området, kan det desværre have den her type konsekvenser, når vi slår ned på kriminelle. Og det er helt uacceptabelt, siger Carina Persson til Sveriges Radios P1.

Selvom der de seneste måneder har været adskillige lignende angreb mod svensk politi, så betragter politiet gårsdagens angreb som en enkeltstående hændelse.

- Det gør vi for at samle alle de kræfter og ressourcer, vi har til rådighed. Vi betragter den her hændelse som ekstraordinær, og den beslutning tog vi i samråd med politichefen, siger vagthavende Magnus Lefévre til Aftonbladet.

De tre angreb mod politiet

  • Den 18. oktober sidste år lyder der en eksplosion ved en politistation i Helsingborg. Ingen kom til skade, men politistationens indgangsparti blev ødelagt.
  • Godt to måneder senere er det en politibil i Malmø, der bliver angrebet den 29. december. Bilen holdt parkeret ved en politistation i den nordlige del af byen. Ingen kom til skade, men patruljebilen led store skader.
  • I går skete der så igen en eksplosion i Malmø, hvor der også kun var materielle skader.