Svensk regering vil genindføre nattog til europæiske storbyer: 'En glædelig nyhed'

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil gerne drøfte mulighederne med svenske myndigheder. 

Indtil slutningen af 2014 afgik der nattog fra København til flere europæiske storbyer. Billedet er fra 1997. (Foto: MIKAL SCHLOSSER © Scanpix)

Det skal igen være muligt at læne sig tilbage i nattoget, lukke øjnene og vågne op i midten af Paris eller Berlin.

Det mener den svenske regering, der vil gøre togrejser til et alternativ til fly.

Det svenske infrastrukturministerium gav torsdag Trafikverket og Trafikanalys 50 millioner svenske kroner og en opgave, der lyder, at de skal undersøge muligheden for at genindføre nattog til europæiske storbyer, for eksempel Paris eller Berlin fra Göteborg og Stockholm.

  • Indtil slutningen af 2014 afgik der nattog fra København til flere europæiske storbyer - blandt andet til Berlin og Paris. (Foto: MIKAL SCHLOSSER © Scanpix)
  • Billederne her, er fra en reportagetur, som fotograf Mikal Schlosser tog med nattoget i 1997. (Foto: MIKAL SCHLOSSER © Scanpix)
  • Dengang i 1997 var Orlaf Jensen DSB's nattogsansvarlige på turen. (Foto: MIKAL SCHLOSSER © Scanpix)
1 / 3

De skal også undersøge, om man kan effektivisere bookingsystemet, der kan være besværligt, når det gælder grænseoverskridende togtrafik.

Det bekræfter det svenske infrastrukturministerium over for DR Nyheder.

Arbejdsgruppen skal undersøge muligheden for daglig togdrift, og de skal analysere omkostninger for toglinjerne, tidsplan for at sætte dem i drift, samt lægge en økonomisk plan for udgifterne, indtil de kommercielle tjenester kan finansiere sig selv, skriver det svenske infrastrukturministerium i en mail til DR Nyheder.

Nyheden bliver modtaget med begejstring hos Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested.

- Det er en glædelig nyhed, at svenskerne vil nedsætte den her arbejdsgruppe. Den interesse, folk har for tog lige nu, er bare begyndelsen. Der er flere mennesker som vil tog, og derfor skal vi samarbejde med svenskerne, siger Henning Hyllested (EL).

'For besværligt i dag'

Han mener, at togtrafikken ud i Europa i dag er alt for besværlig og ineffektiv.

Den svenske regering vil genindføre muligheden for at tage nattog til europæiske storbyer - som eksempelvis til Gare du Nord, en af de seks store jernbanestationer i Paris. (Foto: Eric Piermont © Scanpix)

- Det er rigtig, rigtig besværligt i dag. Forbindelserne er langsomme, du skal skifte mange steder, og du kan ikke booke billetter til hele rejsen. Danmark og DSB skulle hoppe med på den idé og deltage i arbejdet, hvis det er muligt, siger Henning Hyllested.

Han opfordrer derfor transportministeren til at se på sagen.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) kalder det "positivt, at der ses på mulighederne for at forbedre de internationale togforbindelser."

I videoen herunder kan du se, hvordan det gik, da korrespondent for DR Nyheder Thøger Kirk forsøgte at komme fra Danmark til London uden at flyve:

- Det er - som de fleste nok har oplevet - ikke altid lige nemt at sikre velfungerende grænseoverskridende togtrafik. Derfor vil vi meget gerne drøfte mulighederne med de svenske myndigheder, selvfølgelig med behørig hensyntagen til den indenlandske trafik, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S).

Planen er, at analysen af muligheden for at genindføre nattog skal ligge klar hos den svenske regering den 30. april 2020.

- Jeg tror, at mange flere ville vælge toget til udlandsrejser, hvis det var lettere at booke, siger den svenske infrastrukturminister, Tomas Eneroth (S) til Dagens Nyheter.

Herunder kan du se klimaregnskabet for rejser fra Aarhus og til forskellige steder i verden.

Facebook
Twitter