Svensk statsminister efter bilbrande i Sverige: Hvad fanden har I gang i?

De mange bilbrande rammer et betændt område i den svenske valgkamp, lyder det fra DR's Europa-korrespondent.

De mange påsatte bilbrande, som i aftes har hærget flere områder omkring Gøteborg og Trollhättan i det vestlige Sverige er en understregning af et uløst problem, som rammer ned midt i den svenske valgkamp.

Ikke overraskende er reaktionen fra statsminister Stefan Löfven da også vrede og frustration.

I et program på Sveriges Radio tordner statsministeren her til morgen mod de endnu ukendte gerningsmænd.

- Jeg bliver så forbandet. Og mit spørgsmål til dem, der står bag det her er: Hvad fanden har I gang i? siger Löfven, der mener, at bilbrandene ser meget koordinerede ud.

Det er langt fra første gang, tilfældige biler bliver sat i brand, men aftenens vandalisering er i et omfang, som svensk politi ikke mener at have set tidligere.

Mange anmeldelser på kort tid

De første anmeldelser om bilbrande kom flere steder fra, både i Göteborg men også Hjällbo og Frölunda i går aftes omkring klokken 21.

Også i byen Trollhättan, der ligger lidt længere nordpå, blev der påsat brande. Op mod 100 biler er ifølge politiet blevet sat i brand eller udsat for hærværk i løbet af få timer.

Det er formentlig ikke helt tilfældigt, at det netop er i de områder, det finder sted, lyder det fra DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

- Der er tale om nogle af de mest belastede områder, hvor politi og myndigheder har svært ved at arbejde, så de har enormt stor politisk bevågenhed. Der er flere kriminelle, der er højere arbejdsløshed, og det er allerede en del af den politiske dagsorden - især nu, hvor vi er midt i en valgkamp, fortæller hun.

Flere af områderne er svært plaget af organiseret kriminalitet og er af myndighederne klassificeret som nogle af landets farligste.

Omkring midnat lød det fra politiets pressetalsmand Ulla Brehm, at der de fleste steder var faldet ro på situationen, og at brandene var blevet slukket.

Kan være koordineret på sociale medier

Politiet mistænker angrebene for at være koordineret og afviser ikke, at det kan være sket ved hjælp af sociale medier.

På videoer på Youtube kan man se adskillige sortklædte og maskerede gerningsmænd gå rundt på en parkeringsplads og sætte ild til flere biler, hvorefter de løber fra stedet.

I byen Trollhättan lidt nord for Gøteborg blev der sat ild til flere biler i aftes. (Foto: 60070 Joachim Nywall/TT © Scanpix)

Politiet har ikke foretaget nogen anholdelser, men dog flere mistænkte identificeret, og indsatsen i dag vil ifølge SVT være "tryghedsskabende" i de forskellige områder.

- Det her rammer ned i det mest betændte af den svenske valgkamp, og kan blive en del af et stort politisk slagsmål. Politisk kan det jo gavne de mennesker, der gerne vil have indvandring øverst på dagsordenen, da det finder sted i områder, hvor der er mange indbyggere af anden etnisk herkomst, siger Anna Gaarslev.

Hun understreger, at det er sigende for omfanget af problemet, at alle partier over hele det politiske spektrum har krævet, at politiet får tilført flere ressourcer.

- Der har været mange sociale indsatser gennem årene, man har forstærket politiindsatsen, og iværksat flere sociale tilbud til unge mænd for at give dem en mulighed for en anden tilværelse og undgå, at de ryger ud i kriminalitet. Men vi kan se, at i det store billede har det bare ikke rigtig hjulpet, siger hun.

Mindre langtidsledighed og bedre skoler

Statsminister Stefan Löfven slog i morgenens radioprogram fast, at den svenske regering er klar til at gøre, hvad det kræves for at komme kriminalitet til livs.

Men at andre tiltag såsom at mindske langtidsledigheden og en forbedring af skolerne også skal være med til at imødegå problemet.

Også Moderaternes partileder, Ulf Kristersson, kræver, at man skal den ukontrollerede kriminalitet til livs. I et opslag på Facebook kalder han aftenens hændelser for "forfærdelige scener" og kræver, at det "ganske enkelt skal stoppes nu".

Facebook
Twitter