Svensk statsminister svarer Trump om A$AP Rocky-anholdelse: 'Alle er lige for loven'

Stefan Löfven sætter pris på Donald Trumps interesse for anholdt rapper.

Den amerikanske rapper A$AP Rocky har siden den 3. juli siddet varetægtsfængslet i Sverige, mens politiet efterforsker en voldsepisode. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

Den amerikanske rapstjerne A$AP Rocky sidder fortsat varetægtsfængslet i Sverige.

Musikeren, hvis rigtige navn er Rakim Mayers, blev sammen med tre andre anholdt kort efter midnat 3. juli. Det skete, efter at han angiveligt var involveret i et gadeslagsmål i den svenske hovedstad den 30. juni.

Varetægtsfængslingen af den amerikanske rapper har fået den amerikanske præsident Donald Trump til tasterne på Twitter.

Her skriver Trump, at han vil forsøge at hjælpe rapperen ved at tale med den svenske 'talentfulde statsminister'.

- Jeg har lige talt med Kanye West omkring hans ven A$AP Rocky's varetægtsfængsling. Jeg vil ringe til den meget talentfulde svenske statsminister for at se, hvad vi kan gøre for at hjælpe A$AP Rocky. Rigtig mange mennesker vil gerne se det løst hurtigt!, skriver Donald Trump på Twitter.

Den svenske statsminister Stefan Löfven slår dog fast, at Donald Trump ikke skal gøre sig forhåbninger om at påvirke sagen.

- I Sverige er alle lige for loven, også gæster fra andre lande. Den svenske regering hverken kan eller vil forsøge at påvirke anklagere eller domstole, siger Stefan Löfven til det svenske nyhedsbureau TT.

Löfven kalder det dog "positivt", at præsidenten er interesseret i en samtale omkring de anholdte.

- Jeg har forstået, at præsident Trump er personligt interesseret i de anholdte amerikanere. Han har udtrykt et et ønske om en samtale, og det er naturligvis positivt, siger Stefan Löfven til TT.

Den svenske statsminister Stefan Löfven slår fast, at alle er lige for loven i Sverige - også A$AP Rocky. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Forlænget varetægtsfængsling

Den 30-årige rapper beskyldes for overfald, og i går forlængede byretten i Stockholm hans varetægtsfængsling med en uge og gav de svenske anklagere frem til 25. juli til at efterforske sagen.

Ifølge rapperens advokat, Slobodan Jovicic, handlede A$AP Rocky i selvforsvar, skriver AP.

Flere store stjerner har ytret deres støtte til den varetægtsfængslede rapper. Herunder Post Malone, Justin Bieber, Nicki Minaj og Frank Ocean.

A$AP Rocky er bekendt med præsidentens indblanding i sagen, oplyser hans advokat.

A$AP Rocky slog for alvor igennem med sangen "Fuckin' Problems" fra 2012, der har mere end 400 millioner afspilninger på streamingtjenesten Spotify.

Han gav i juni koncert ved festivalen Tinderbox i Odense.

Facebook
Twitter